Med Rasmus Lauge som ny spiller, vil Bjerringbro-Silkeborg spille med om medaljer i denne sæson. Der blev ingen Lauge-effekt for BSH, da stjernen lavede nul mål på syv forsøg mod FHK, som vandt med 30-26 mod BSH.

FHK tog lørdag eftermiddag hul på ligaen. Den frygtindgydende hjemmebane, thansen Arena, dannede rammen, og de inkarnerede fans kunne se, at Kasper Young igen var disponibel efter at have været ude hele opstarten. Til gengæld måtte de kigge langt efter Einar Olafsson, som først er klar om nogle uger efter en skulderoperation.

I sommerens løb har FHK fået tilgang af Sebastian Frandsen. Han viste fra start, hvad hans fornemmeste opgave er: at forhindre modstanderen i at score. Opgaven var ikke nem, da BSH henover sommeren har fået tilgang af blandt andet Rasmus Lauge, men Lauge kunne intet stille op overfor Frandsen og FHK-forsvaret.

http://adp-as.dk

Stillingen efter syv minutter var 3-0 til FHK. Blandt andet havde den tidligere FHK’er, Mads Lenbroch, brændt to skud fra fløjen, og det blev ikke bedre for Lenbroch, da han sidenhen også misbrugte et straffekast.

BSH’s første mål blev sat i kassen af Peter Balling efter ni minutter, men det fik ikke gang i BSH. Sebastian Frandsen fortsatte med at pille det ene skud efter det andet. Efter 14 minutter fik gæsternes træner, Patrick Westerholm, nok. Han forlangte timeout ved stillingen 5-2, men lige lidt hjalp det. I det 18. minut, ved stillingen 6-2, blev midtjyderne tildelt et straffekast, og der lod Sebastian Frandsen sig udskifte. Ind kom Thorsten Fries, som kunne se Mads Lenbroch ramme stolpen.

De manglende mål gjorde, at BSH tyede til at gå i syv mod seks. Det åbnede kampen lidt op, og der kom mere gang i begge ender. For FHK var især Martin Bisgaard vigtig, da han blev iscenesat på fløjen af særligt indskiftede Kristian Stoklund.

FHK-træner Gudmundur Gudmundsson tyede til syv mod seks, og det var i det store hele en succes, men i en periode var det dyrt. Sebastian Henneberg traf to dårlige beslutninger i træk, og det kostede to scoringer i tomt mål. Det gjorde, at BSH fik reduceret til 9-8, men effektive slutminutter gjorde, at FHK gik til pause foran 11-9.

I anden halvleg fortsatte FHK i syv mod seks. Henneberg var blevet taget ud, og Reinier Taboada var kommet ind, men det var en anden, der stjal fokus. Kristian Stoklund dirigerede overtalsspillet til perfektion, og det gjorde, at FHK kom foran med 15-11.

Det lykkedes ikke BSH at svare igen på det. FHK var på dagen skarpere end midtjyderne, som FHK i sidste sæson sendte ud af slutspillet med en sejr mod dem både ude og hjemme. Den tendens fortsatte, da det var til at se, hvor det bar hen med stillingen 22-15 med 14 minutter igen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Westerholm trykkede igen på timeout-knappen. Han vidste godt, hvad klokken havde slået, men nok så vigtigt handlede det også for de to hold om resultatet i det indbyrdes, hvis de to hold er á point efter grundspillet.

Derfor blev reservespillerne ikke sat ind, og af samme grund kunne man se Stoklund fortsætte med at spille knivskarpt i FHK’s syv mod seks. Den sidste del af kampen blev rodet, da BSH gik i et offensivt forsvar, men FHK holdt hovedet koldt.

Kasper Young, der kom ind i de sidste par minutter, slog sejren fast, da han scorede til 30-25, inden det lykkedes BSH at reducere til slutresultatet 30-26. Dermed fortsætter FHK, hvor de slap i sidste sæson, hvor det blev til en overraskende bronze.

Næste gang FHK skal i aktion er på onsdag på udebane mod Lemvig-Thyborøn.

Kampfakta:

FHK’s målscorere: Martin Bisgaard 7, Kristian Stoklund 6, Reinier Taboada 4, Sebastian Henneberg 4, Frederik Mossestad 3, Anders Kragh Martinusen 2, Evgeni Pevnov 2, Kasper Young 1 og Lasse Balstad 1.

BSH’s målscorere: Nikolaj Øris 10, Patrick Boldsen 7, Thomas Solstad 3, Peter Balling 2, August Fridén 1, Alexander Lynggaard 1 og Ludvig Hallbäck 1.