Fredericia Håndboldklub var foran med 22-16 på udebane mod Lemvig-Thyborøn, men var ved at tabe kampen. Holdet sikrede sig dog uafgjort på et straffekastmål i sidste sekund af Kristian Stoklund.

FHK spillede onsdag aften sæsonens første udekamp i ligaen. Destinationen var Lemvig-Thyborøn Håndbold, der ventede i en lille, intim hal med en meget høj temperatur. I det nordvestjyske ventede den tidligere FHK’er, Emil Tellerup, som er blevet lidt af et klubikon.

Fra starten havde FHK overhånden mod ham, men det var ikke med Sebastian Frandsen i målet, som det havde været mod TMS Ringsted og Bjerringbro-Silkeborg. I stedet startede Thorsten Fries, der fik chancen for at vise sig frem mod Lemvig, der anses for at være en af kandidaterne til direkte nedrykning.

Lemvig er dog et notorisk svært sted at spille. Det har FHK måttet sande i tidligere sæsoner. Et kig på Lemvig viser dog, at de inden dagens kamp kun var noteret for tre sejre i turneringssammenhæng i hele 2023. Dertil skal det lægges, at to af disse sejre var i play-off kampe mod 1. divisionsholdet Team Sydhavsøerne. Med andre ord: FHK var favoritter til opgøret.

Det var også til at se fra starten. FHK spillede disciplineret i angrebet, og i forsvaret stod holdet aggressivt. Bag forsvaret tog Fries fra. Det resulterede i en føring på 6-3 efter ti minutter. Men et indgående kendskab til Martin Bisgaard kom til at spille en rolle. To angreb i træk brændte han på Emil Tellerup, der tydeligvis havde luret sin tidligere holdkammerat. Dette gjorde, at Lemvig fik reduceret til både 7-6 og 9-8.

adp-as.dk

Efterfølgende kom FHK i undertal, da Nikolaj A. Nielsen pådrog sig en udvisning. Paradoksalt nok gav det FHK momentum. Lemvig spillede uskarpt, og FHK vandt undertallet, hvilket førte til en føring på 12-9. Det skyldtes ikke mindst, at Thorsten Fries lukkede af med en redningsprocent på 40%.

Ved pausen var stillingen 14-11 til FHK, og intet tydede på, at kampen ville blive spændende. FHK spillede syv mod seks og havde succes med det. Samtidig havde Lemvig svært ved at score, hvilket resulterede i en føring på 22-16 midtvejs i anden halvleg. Men så begyndte det at gå galt for FHK.

Uprovokerede fejl og svage skud brændt på Emil Tellerup gjorde, at Lemvig kom ind i kampen igen. Med de indkøb FHK havde lavet, skulle dette have forhindret udfald, men det hjalp ikke i denne kamp. Lemvig fik reduceret til 23-21 med 12 minutter tilbage, og udligningen kom ved stillingen 23-23 med ti minutter igen.

Sebastian Frandsen blev kaldt ind fra bænken, og FHK droppede syv mod seks. Frandsen diskede op med store redninger, hvilket resulterede i en føring på 26-24 for FHK med fem minutter igen. Men så gik fredericianerne i baglås.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Et brændt skud fra Anders Martinusen, en tabt bold af Reinier Taboada og en teknisk fejl af Martinusen gjorde, at Lemvig først udlignede til 26-26 og derefter kom foran 27-26. Lemvig havde chancen for at komme foran med 28-26, men endte med at smide bolden væk.

I sidste sekund af kampen fik tyske Evgeni Pevnov tilkæmpet sig et straffekast, som Kristian Stoklund tog sig af. Stoklund sendte sikkert bolden i kassen, og slutresultatet blev 27-27.

Næste gang FHK skal i kamp, er det på lørdag mod Skjern på hjemmebane.