Næsten en million euforiserende piller blev tilbageholdt af Toldstyrelsen sidste år. Det er en femdobling på to år. Skatteministeren roser Toldstyrelsens indsats og holder fokus på området.

2023 slog alle rekorder i tilbageholdte mængder af euforiserende piller, fx opioiden tramadol. Opioider er en gruppe euforiserende stoffer, som virker sløvende og smertestillende, og som er afhængighedsskabende.

En foreløbig opgørelse viser, at toldere i 2023 har tilbageholdt i alt 960.000 euforiserende piller. Det er en markant stigning fra 2021, hvor styrelsen tilbageholdt knap 160.000 piller. Alene i januar 2023 fandt toldere på havnen i Rødbyhavn 740.000 opioidpiller gemt i en rustvogn.

– Det er en meget voldsom stigning. En femdobling i antallet af tilbageholdte opioider sætter en tyk streg under, at vi har et problem i samfundet med et ulovligt marked, som udgør en stor risiko for danskerne og særligt vores unge. Det skal bekæmpes. Tak til Toldstyrelsen for at levere et godt og vigtigt stykke arbejde, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Toldstyrelsen finder generelt euforiserende piller på tværs af transportmidler, fra rejsende på landegrænsen og i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og pakker i landets pakketerminaler.

– De seneste tal for beslaglæggelser af blandt andet opioider får mildest talt én til at spærre øjnene op. Tallene er for mig et tegn på, at tilgængeligheden af illegale opioider desværre nok er langt større, end vi tror. Det er betryggende at se det store fokus og den store indsats, de danske myndigheder yder på området, men jeg er samtidig bevidst om, at der er brug for yderligere tiltag på området. Regeringen vil derfor præsentere flere initiativer, der skal sætte målrettet og effektivt ind over for tilgængeligheden af illegale opioider og det misbrug, som jo desværre følger med. Vi vil ganske enkelt ikke tillade, at kriminelle ulovligt sælger opioider og forgifter særligt vores helt unge generationer, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Toldstyrelsen, der står bag det store antal tilbageholdelser, fortsætter med at have fokus på udfordringen i 2024.

– I 2023 har vi slået en kedelig rekord og standset over 900.000 piller. Det vidner om, at der er et stort ulovligt marked for den her type piller, og derfor er det også et område, som vi har fokus på fremover, siger direktør i Toldstyrelsen, Christian Lützen.

Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for eufori-sende stoffer for at begrænse ulovlig indførsel og handel i Danmark. Toldstyrelsen tilbageholder stofferne ved alle landets grænser og overdrager herefter sagerne til politiet, der står for den videre efterforskning.