KRIMI. Det gik galt for en 60-årig mand, da han onsdag fandt ukrudtsbrænderen frem hjemme på Safirvej i Erritsø.

Kort tid efter stod haveskuret nemlig i flammer, og brandvæsenet måtte hurtigt rykke ud for at få kontrol over ilden.

Ifølge politikommissær Michael Schuh fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi, opstod branden, da den 60-årige mand anvendte ukrudtsbrænderen i haven:

»Vi har en enkelt overtrædelse af beredskabsloven ude fra Safirvej. Her er der en person, der i forbindelse med noget ukrudtsbrænderi får antændt et haveskur. Branden blev slukket af brandvæsenet, men der skete primært skade på skuret og skurets tagkonstruktion,« siger politikommisæren.

Den uheldige haveejer er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan forvente en bøde, når sagen er færdigbehandlet hos politiet.

Michael Schuh forklarer videre, at sagen først bliver færdigskrevet hos politiet og derefter gennemgået af en afdeling, som fastsætter bødestørrelsen. Han kan dog endnu ikke oplyse, hvor stor bøden bliver.

Ingen personer kom til skade ved branden, som heldigvis ikke bredte sig ud over mandens egen grund.

Beredskaberne opfordrer generelt til stor forsigtighed ved brug af ukrudtsbrændere, da ilden hurtigt kan brede sig, især når græs eller buskads er tørt.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer