Brændte chancer og tekniske fejl blev afgørende for FHK, der indkasserede et nederlag på 33-30 på hjemmebane til Ribe-Esbjerg.

FHK skulle fredag aften forsøge at rejse sig efter nederlaget på udebane mod Mors-Thy, hvor holdet gik ned i de sidste ti minutter og tabte 25-24. I den kamp manglede angrebet skarphed, og det skulle vise sig igen at blive et tema mod Ribe-Esbjerg, hvor uskarpe afslutninger og fejl i syv mod seks blev afgørende for kampens udfald.

adp-as.dk

I thansen Arena har FHK en base, hvor holdet føler, at de kan vinde mod alle, og med den tro løb de på banen mod Ribe-Esbjerg. Den tendens kunne også aflæses på måltavlen efter 15 minutter, da Reinier Taboada bragte FHK foran 8-7. Det selvom FHK havde formøblet en overtalsperiode, hvor syv mod fem ikke fungerede.

Føringen nåede op på 10-8, men så gik FHK ned i kadence. Ribe-Esbjerg fik kæmpet sig ind i kampen, og med fire mål i træk bragte de sig foran med 11-10 efter 21 minutter. Det er den samme tendens, som FHK har vist tidligere i sæsonen, ved ikke at spille stabilt over en hel kamp og pludseligt få udfald på fem til ti minutter.

Fejlene kom på stribe for FHK i den periode. Som så ofte før, gik FHK derfor i syv mod seks, men Gudmundur Gudmundssons taktiske træk hjalp ikke. Ribe-Esbjerg straffede dem med to scoringer i træk i tomt mål, hvilket bragte gæsterne foran med 14-12. FHK fik sat en prop i, og kunne være kommet på minus et i første halvlegs sidste angreb, men Kristian Stoklund smed bolden væk, og Ribe-Esbjerg bragte sig foran med 16-13, som var stillingen ved pausen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FHK kom som skudt ud af en kanon i anden halvleg. Hurtigt blev stillingen reduceret til 16-15, og udligningen kom ved 19-19, da Kasper Young satte bolden i kassen. Det duftede af en sejr til FHK, som kom foran med 21-20, men så begyndte fejlene at vælte ind igen.

Ribe-Esbjerg kom foran 25-24 med 12 minutter tilbage og så sig ikke tilbage. FHK var i slutfasen ikke tæt på et comeback og indkasserede dermed sæsonens første nederlag i egen hule, da Ribe-Esbjerg endte med at vinde opgøret 33-30.

Allerede på tirsdag får FHK chancen for at revanchere sig, da holdet møder SønderjyskE.