SPORT. Der er noget særligt ved at køre ind mod Parken. De blå sæder, de høje tribuner og lyset der falder ind over det grønne græs. For FC Fredericia og deres fans var det søndag eftermiddag ikke blot endnu en udekamp. Det var beviset på, at dette hold ikke bare er med for at figurere i landets bedste række.
Slutresultatet lød 2-1 til FC Fredericia, og den gav genlyd. »Det var da helt fantastisk. Det er bare næsten ubeskriveligt. Det der med bare at komme kørende ind til Parken og vide, hvad der har foregået derinde, og så skulle være en del af det,« siger direktør Stig Pedersen.
Fredericia-fans var der over 600 af i Parken, og de kom fra hele landet. »Der var mange fredericianske fans fra København og andre steder, så vi mærkede faktisk en ret stor opbakning, selvom det selvfølgelig er svært at overdøve flere tusinde københavnere. Men som kampen skred frem, kunne vi høre dem mere og mere,« siger Stig Pedersen.
En første halvleg i verdensklasse
FC Fredericia spillede sig til sejren med en første halvleg, der efter direktørens vurdering var i en liga for sig. To flotte mål, højt pres og defensiv disciplin i begge ender. »Vi spiller en fantastisk første halvleg og scorer to flotte mål. Hvis FCK havde gjort det samme, havde det bare været færdigt arbejde. Men hvis vi vender den om, spiller vi en fantastisk første halvleg, og vi har selvfølgelig også den medvind, man skal have i den anden ende,« siger Stig Pedersen.
En stor del af den medvind hed Etienne Green. Målmanden, der har kæmpet for at finde sit bedste niveau i Fredericia, viste søndag præcis, hvorfor klubben hentede ham. »Green viste virkelig noget af det, som vi jo havde set, da vi hentede ham, men som han har haft svært ved at udtrykke her i Fredericia. Det lykkedes for ham her. Det var en af de afgørende faktorer i sådan en kamp,« bemærker Stig Pedersen.
Green lavede blandt andet en dobbeltredning mod FCKs Claesson og Dadason i anden halvleg, og holdt buret rent i de afgørende minutter, mens FCK pressede på for udligning.
Tæt løb med otte kampe igen
Sejren i Parken kom på det rette tidspunkt. Samme eftermiddag vandt Silkeborg 3-0 over Randers, og med FC Fredericias tre point i baglommen er billedet i kvalifikationsspillet nu tættere end nogensinde.
FC Fredericia har 27 point. Silkeborg har 23. FCK og Randers har 29. Der er fire point op til den sikre side, og otte kampe tilbage.
Stig Pedersen sammenligner med sidste sæson for at understrege, hvor tæt det bliver. »Sidste år reddede Vejle sig med 28 point. Vi har 27 nu, og der er otte kampe igen. Det viser bare noget om, hvad der skal til for at klare sig fri af nedrykning,« siger han. Han er ikke i tvivl om, at det kræver mere. Men han er heller ikke bange. »Jeg tror stadigvæk på, at vi skal op omkring et point i snit. Der skal nok lidt mere til, og det er selvfølgelig klart, at man sandsynligvis ikke må tabe begge kampe mod Silkeborg.«
De kommende kampe mod Silkeborg og Vejle bliver ifølge direktøren udslagsgivende, og den interne konkurrence i bunden af kvalifikationsspillet giver FC Fredericia en fordel. »FCK og Randers har 29 point og skal møde hinanden et par gange, hvor de ikke begge kan tage fuldt point. Det ligner noget, der bliver rigtig, rigtig tæt og spændende,« siger Stig Pedersen.
Næste kamp er ude mod OB søndag den 6. april, og Stig Pedersen ser allerede frem mod den. »Det er jo sjovt, og vi nyder det,« siger han med et lille smil i stemmen.
En sæson for hele Fredericia
Adspurgt om hvad sæsonen betyder for ham personligt og for dem, der rejser med holdet, vender Stig Pedersen spørgsmålet ud mod en hel by. For ham handler det ikke kun om point og tabeller. »Det må da også være fantastisk for Fredericia at opleve, at vi spiller med på de store pladser og laver resultater mod de allerstørste hold. Det må da være helt fantastisk for en by som Fredericia at opleve,« siger Stig Pedersen.
FC Fredericia har i denne sæson hentet point mod Brøndby, FC Midtjylland, AGF og nu FC København. For et hold, der af mange var spået som stensikker nedrykker inden sæsonen, er det en bedrift, der rækker langt ud over tabellen.
Læs også



















