Nicolaj Ritter er med sine 32 år én af de ældste spillere i FC Fredericia, og han har været i klubben siden 2018. Men snart er det slut.

Når FC Fredericia d. 2 juni løber på banen i mod Hobro IK på Monjasa Park, så er det samtidig Nicolaj Ritters sidste kamp for FC Fredericia og som professionel fodboldspiller.

– Jonas Dal hentede mig til klubben i 2018, og da jeg kom, genfandt jeg straks glæden ved fodbold. Specielt sammenholdet og fællesskabet havde jeg ledt efter. Klubben har siden jeg kom i 2018 gennemgået en vild udvikling. Da jeg kom, var halvdelen af truppen på deltidsaftaler og nu her seks år senere er alle fuldtid, og der er samtidig blevet opgraderet på både faciliteter, Monjasa Park og dagligdagen i klubben, siger Ritter og fortsætter:

– Vi har alle håbet og troet på at vi ville ramme en ”lucky season”, som f.eks. Hvidovre, da vi har været igennem en fantastisk udvikling som klub. Det lykkedes dog aldrig i de år jeg har været her, men vi har trods alt været i top seks i fem ud af seks sæsoner, og det år vi ikke kom i top seks sluttede vi med at være ubesejret i 11 kampe og slutte som nummer 7. Min største oplevelse med FC Fredericia har uden tvivl været denne sæsons pokalsemifinale, selvom den stadig gør ondt. Der var fantastisk opbakning fra byen, min familie var på tribunen, og så var vi blandt de bedste hold i Danmark i denne sæsons pokalturnering.

Ritter har allerede fremtiden på plads, da han har valgt at hellige sig til et civilt arbejde.

– Nu venter der min familie og jeg en god lang ferie, og så skal jeg starte i Spar Nord i Randers, som kun ligger 3 km fra hvor jeg bor. Jeg har altid syntes at økonomi er et spændende emne. Jeg flyttede tidligt hjemmefra og købte lejlighed som 21-årig, så jeg har altid haft styr på økonomi, og det har været naturligt for mig at søge derhen hvor min interesse er. Men der er heller ingen tvivl om, at når jeg har været der et stykke tid, så går det nok op for mig, hvor privilegeret jeg har været som fodboldspiller, siger Nicolaj Ritter.

I de seks år Nicolaj har spillet for FC Fredericia, er det blevet til 154 kampe og syv mål.

– Vi har været utrolig glade for at Nicolaj har været hos i seks år. Han har været et roligt omdrejningspunkt via hans erfaring og alder, specielt i de seneste par sæsoner. Han har spillet kontinuerligt alle år og vi havde gerne fortsat med Nicolaj, men vi accepterer hans ønske om at gå ud i det civile. Seks sæsoner i FC Fredericia og 150 kampe for klubben taler for sig selv, og det gør at vi kommer til at savne Ritter. Vi skylder ham en stor tak for sin indsats, både på og uden for banen, siger direktør Stig Pedersen.

Nicolaj Ritter har igennem karrieren repræsenteret klubber som Silkeborg, Sønderjyske og Vejle, foruden FC Fredericia.