FÆSTNINGSDAGENE. Man har givetvis strejfet ham et sted i løbet af de to dage. Et velkendt ansigt mellem faner og uniformer, en mand, der hilste og nikkede og standsede op, hvor han kom frem. Melvin Kakooza har været med hele vejen som årets æresgæst. Har man kigget godt efter, kunne man skimte ham til marcherne og talerne, til fakkeltoget og til processionen, og rundt i byen midt i alt det, dagene ellers rummer.
Og et enkelt sted kunne man se manden bag smilet holde det tilbage. Processionen den 6. juli falder i to dele, først en stille sørgemarch til Krigergraven for de faldne, så en sejrsmarch, hvor musikken skifter og fanerne løftes. Under den første del måtte selv Melvin Kakooza lægge smilet. Det er ellers dét, byen kender ham på, det store, åbne grin, der sjældent er langt væk. Så da toget vendte og blev til sejrsmarch, så det næsten ud, som om der gik en lettelse gennem manden. Smilet fandt hjem igen, og han gik videre med det på, nikkede og vinkede til dem, han kom forbi, som om han på en eller anden måde havde en tråd til hver enkelt. Det var, viste det sig, ikke tilfældigt. Det blev et af de bærende billeder i hans egen tale aftenen forinden.
For aftenen inden var det ham, de fleste var kommet for. Fakkeltoget samler byen hvert år, det gør det i sig selv. Alligevel var der noget i klapsalverne, da han trådte frem på balkonen på Meldahls Rådhus, en varme, en genkendelse, som røbede, at en god del af de fremmødte var kommet for at høre netop Melvin.
Han havde tænkt længe over, hvad han ville sige, og besluttet, at den bedste måde at takke byen på var at skrive den et brev. »Hvordan holder man egentlig en tale for det sted, der har været med til at forme en? Et sted, man både har forladt og alligevel aldrig rigtig er rejst fra. Sådan har jeg det med dig, Fredericia. Du har været der med mig hele vejen,« sagde han ud i aftenen.
Så foldede han byen ud, sådan som man husker et barndomslandskab, sted for sted. Børnehaven her. Skolen her. Fodbolden her. Den første halfest, den første kæreste, det første rigtige arbejde, som viste sig at være i Chokoland over for Fætter BR. »Det meste af det menneske, jeg er i dag, begyndte faktisk lige her. På godt og ondt.«
Han fortalte om efterskolen i Kolding, der føltes som at forlade reden, og om hvordan han alligevel vendte hjem hver weekend for at spille fodbold. Om stoltheden ved at trække FC Fredericia-trøjen over hovedet som ung, og om drømmen om førsteholdet, der aldrig helt indfriede sig. Vejen ind i klubben gik en anden rute, den lange. I dag sidder han der som medejer og bestyrelsesmedlem. »Det er muligvis den langsomste vej til førsteholdet i klubbens historie,« bemærkede han. Der løb en lav latter gennem mængden. Folk stod tæt i den kolde sommeraften, hvor blæsten holdt varmen på afstand, nogle endnu med en fakkel i hånden, og lo med. Han lod pointen stå et øjeblik, før han vendte den til noget større. At livet sjældent bliver, som man forestillede sig, men at man kan nå steder, man ikke havde turdet drømme om, hvis man bliver ved og husker, hvor man kommer fra.
Det var også den nærhed, man kunne se på ham i gaderne i de her dage, manden der hilste på alt og alle, som fyldte en stor del af brevet. For i Fredericia er man sjældent mange led fra hinanden, sagde han. Man kender nogen, der kender nogen. Man har gået i skole med hinandens søskende og sparket bold med hinandens fætter. »Nogle gange ved folk noget om dig, før du selv ved det. Det er også Fredericia,« sagde han, og der blev nikket og grinet genkendende rundt om, for det vidste de jo godt, alle sammen. »Men bagved ligger der noget, jeg synes er vigtigt. Vi kender hinanden. Vi føler et ansvar for hinanden. For når man er fra Fredericia, så er man en del af flokken.«
Men et sted at høre til er ikke det samme som et sted uden fejl, og det gjorde han et nummer ud af ikke at pynte på. En by holder man ikke af, fordi den er perfekt. »Man holder af det, fordi man kender både styrkerne og sprækkerne. Har vi problemer? Ja, også problemer af alvorlig karakter. Men vi skal ikke være bange for at tale om dem.«
Derfra var der ikke langt til pointen om, hvad et fællesskab i grunden er. Det betyder ikke, at man altid er enig, sagde han. Det betyder, at man bliver stående, også når det er svært. »Vi er stærkest, når vi er sammen. Sådan blev byen bygget. Sådan har byen klaret sværere tider. Og sådan skal vi bygge fremtiden sammen,« sagde Melvin Kakooza. Og det var svært at høre de ord netop denne aften uden at tænke på, hvad de to dage handlede om. På soldaterne, der for 177 år siden stod sammen bag de volde, byen nu fejrede på.
Til sidst løftede han blikket fra sit eget liv og gjorde brevet til et løfte. Om at de, der kommer herfra, skal huske at give noget tilbage. Om den næste generation, der lige nu løber rundt i skolegården og i gaderne og drømmer om, hvad de en dag kan blive. »De skal vide, at man godt kan rejse fra Fredericia, men at Fredericia altid rejser med en,« påpegede han.
Og så lukkede han sit brev, mens byen stod stille og lyttede. »Tak for barndommen, tak for minderne, tak for menneskene, tak for sammenholdet. Og tak, fordi du altid vil være et sted, jeg kan kalde hjem.«
