Arbejdet med at tiltrække erhvervsturisme til Fredericia har fået luft under vingerne, og på baggrund af det fortsat store potentiale, har man valgt at stifte foreningen Experience Fredericia

Onsdag d. 15. november var en god dag i Experience Fredericia, da man afholdt den stiftende generalforsamling med mange lokale aktører som deltagende. Stiftelsen af Experience Fredericia kommer på bagkant af et par års intenst arbejde med erhvervsturismen i byen. Arbejdet har resulteret i et solidt samarbejde på tværs af de lokale hotel- og oplevelsesaktører med udgangspunkt i en sammensat organisation, der til dagligt arbejder ud fra Business Fredericia. 

Grete Højgaard, der til dagligt er direktør på MESSE C, blev ved samme lejlighed valgt ind som formand for bestyrelsen i den nystiftede forening. 

– Baggrunden for stiftelsen af foreningen tager udgangspunkt i den oprindelige ambition med stiftelsen af Experience Fredericia for år tilbage, nemlig at arbejde sammen om at tiltrække store grupper af erhvervsturister til byen. Vi har i dag fået luft under vingerne og dermed flere muligheder for at tiltrække store events til byen fremover. På baggrund af det potentiale, er der truffet et valg om at stifte en selvstændig forening, siger Grete Højgaard

På generalforsamlingen var der flot opbakning fra det lokale erhvervsliv, og en større andel af de lokale aktører på området var repræsenteret. 

– Vi er glade for det engagement og den opbakning, som vi har oplevet på mødet i dag, og vores formål med Experience Fredericia vil fortsat være at tiltrække erhvervsturisme, udvide ”Resort Fredericia” og sigte efter at udbrede kendskabet til Fredericia som erhvervsturisme destination, siger Einar Kring, der foruden sin daglige gang som direktør på Hotel Fredericia, også er valgt ind som næstformand i bestyrelsen 

Experience Fredericia vil fortsætte med at have sin daglige drift ud fra Business Fredericia under erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer, der i øvrigt også har indtaget en plads i bestyrelsen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer tæller Camilla Dvinge/ejer af Dancamps Treldenæs, Jesper Hansen/ejer af Hotel Gammel Havn og Jacob Klausen/medejer af Lindely Vin. Sune Østergaard, der ejer Get Outdoor, er indvalgt som suppleant.

Om Experience Fredericia

Experience Fredericia er dedikeret til at skabe sammenhængskraft og gøre det let for virksomheder at planlægge og afvikle inspirerende møder, konferencer, messer og events. Gennem tæt dialog håndplukker organisationen de bedste faciliteter og samarbejdspartnere til hvert arrangement og koordinerer alle aspekter af planlægning og udførelse. 

Experience Fredericia har et stærkt netværk, som omfatter messecenter, hotel- og konferencefaciliteter, spisesteder og aktiviteter i vores helt unikke natur ved Lillebælt – både til lands, til vands og i luften. De arrangerer desuden inspirationsoplæg, rundvisninger og virksomhedsbesøg hos de førende virksomheder i Fredericia.

Læs og se mere på experiencefredericia.dk