I slutningen af 2025 skal fredericianerne stemme om hvem, de gerne vil have til at sidde i byrådet resten af dette årti. Traditionen tro vil mange af de lokale politikere begynde at markere sig for at gøre opmærksom på deres eksistens.

Meningsmålingerne er dystre for den siddende regering. Vil det smitte af på kommunal- og regionsvalget? Sandsynligvis. Men det betyder meget i lokalvalgene, at man er kendt lokalt. For en dels vedkommende er det relativt få stemmer, der afgører, om de kommer ind i byrådet. Et par hundrede og nogle stemmer kan i de tilfælde være lige med en plads blandt de 21 byrådsmedlemmer. Valgforbund spiller også en rolle, ligesom at de store partier kan hive en del folk med ombord alene på den samlede gevinst.

Her på AVISEN forsøger vi at facilitere debatten bedst muligt. Vi bringer gerne læserbreve, ligesom alle politikere ved, at de er velkomne, når de har noget på hjertet. Vi vil i år også lave en del læserafstemninger, hvilket nogle læsere nok har bemærket. Herunder spørger vi læserne, måned for måned, hvem de mon vil stemme på. Ligesom vi løbende spørger læserne om holdningen til konkrete emner, der fylder noget i byen. Alt dette gør vi uhøjtidligt. Meningen er at støtte op om meningsdannelsen. Vi er ikke så selvopblæste, at vi har travlt med at forsikre om, at vi garanterer demokratiets overlevelse, eller er de eneste sande bannerførerer. Det lader vi andre om.

Men vi vil gerne være folkets avis. Gratis, tilgængelig og direkte. Hver dag besøger tusinder af fredericianere AVISEN, og det er vi meget taknemmelige for. Som en fredericiansk virksomhed, har vi byens DNA i vores system. Når der i denne uge atter afholdes nytårskur, vil vi som altid deltage med glæde over, at det er muligt at samle erhvervslivet om byen. Nytårskuren er en anledning til at mødes, men også en markering af det fællesskab, der er skabt under Business Fredericia og Bent Jensens ledelse.

For Fredericia Kommunes 52.485 indbyggere er der dog grund til bekymring. For kommunen er en af de største arbejdsgivere i området. Vi lever med andre ord for meget af at klippe hinandens hår. Kommunen tjener jo ikke penge til byen; de bruger dem. Der er cirka 4000 ansatte på denne store arbejdsplads, hvor der er et strengt hierakisk ledelseslag. Dermed også en del stemmer i byen, der hver dag arbejder for kommunen. Kontrollen over denne enorme arbejdsplads ligger i hænderne på ganske få mennesker, der faktisk ikke bor i Fredericia. Samtidig er de folkevalgte ikke villige til at ansætte flere fredericianere i ledelsen. De følger den almene udvikling i Danmark, nemlig at lokalstyret er professionaliseret, således at det reelt ikke længere er lokalt. Ideen med lokalstyre var ellers, at man som borger skulle have stor indflydelse på nærmiljøet.

I dag kan man hæve en stor gage for at have ansvaret, og så ellers pendle ud af byen, hvis det man har ansvaret for, er noget lort.

Det er trist. Embedsfolkene vil naturligvis fremhæve, at det er “nødvendigt” med denne professionalisering. Men hvorfor etablerer danskerne da ikke bare en samlet politisk ledelse i København, der er professionel, og så får nedlagt kommunerne? Hvis kommunerne alligevel kun kan gøre, hvad “der er nødvendigt”, og resten må droppes? Hvad er så pointen med lokalstyret?

Fredericia Kommune er nummer 38 ud af 99 kommuner, baseret på befolkningsstørrelse. Vi er nummer 55 ud af 99 kommuner, baseret på gennemsnitsalder. Den gennemsnitsalder er 42,9 år i Fredericia. Der er 9.796 personer, der er 67 år eller ældre. Sagt med andre ord er vi en gennemsnitlig kommune med et pænt stort antal ældre, der iøvrigt har aftjent deres værnepligt på arbejdsmarkedet.

Der er cirka 3.500 virksomheder i Fredericia Kommune. Disse skal skaffe ressourcerne. Men belønner vi iværksættere i Danmark? Og hvordan kan en kommune som vores tiltrække flere iværksættere? Det er interessante spørgsmål her i valgåret. For resten af tyverne kommer vi til at leve med de politikere, der bliver valgt ind i november 2025. Tradtionen har været konsensuspolitik de sidste 12 år. Men den kan være brudt med det alternative flertal, der udenom socialdemokraterne smækkede kommunaldirektøren og hans udenbys chefer over hånden forrige år.

Det vil blive spændende at se, hvordan det udvikler sig. Men mens de interne opgør raser, bør befolkningen være opmærksomme på, at vi befinder os i en benhård konkurrence. Og selvom nytårskuren plejer at være et klap på egne skuldre, så skal vi have nyt blod ind udefra. Kort sagt. Vi skal kunne tiltrække nye aktører, og det kræver enorm dygtighed. Derfor er det afgørende, hvordan det kommende byråd vil blive sammensat.

Der er to store jokere i spil. Den ene er Liberal Alliance og spidskandidaten, Christian Jørgensen, der er en meget erfaren og dreven politiker, respekteret og vellidt blandt de fleste. Den anden er, chokerende nok (på grund af mange års loyalitet overfor socialdemokraterne), Cecilie Roed Schultz og Enhedslisten, der i 2024 forvandlede sig til en Leopard. Det er sjældent set at et enkelt mandat har givet så stor magt, men det er sket. Og det gør en eventuel konstituering i november 2025 dybt spændende. Sagen er den, at Enhedslisten har bevist, at de kan føre velfærdspolitik og holde de borgerlige i skak: Uden at logre for socialdemokraterne. Vil de sætte hårdt mod hårdt og vælge udenom blokpolitik for at beskytte deres kernevælgere?

Borgmesterpartiet vil naturligvis være på jagt efter hende og SF resten af 2025. Men det vil Peder Tind (V) også, og han er langt bedre til pragmatisme end den hårde kerne i Socialdemokratiet. Samtidig er Tommy Rachlitz Nielsen (C) utrolig driftig og villig til at indgå kompromiser, hvis det kan fjerne de selvsikre smil hos de socialdemokrater, der mener, at de alene har ret til at bestemme i kommunen. Han kan dog også vælge at lave en “Kolding-model” og måske blive borgmester, hvis Socialdemokratiet hellere vil samarbejde med ham end med Venstre. Det må tiden vise.

Men for alle er det snart tid til at åbne op for valgflæsket. Der er kort tid til at redde, hvad reddes kan.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer