Et liv i beton og mennesker som byen voksede omkring

BUSINESS. Der er en særlig ro, når man kommer kørende ad Egeskovvej mod Randal Beton i Fredericia. På den ene side ligger KFUM’s boldbaner. På den anden side naturen omkring Randal Bæk, sneklagt denne vinterdag. Tæt her voksede Jan Riisager op på Eriksvej, mens forældrene passede forretningen på den anden side af vejen.

På den 27.000 kvadratmeter store plads kører truckene stadig rundt og flytter speciallavede betonelementer. Støjen fra virksomheden overdøves af bilerne, der passerer på Egeskovvej. Det er en af de små ironier, Jan Riisager selv noterer sig, de gange snakken falder på støj og byudvikling.

Når Jan Riisager bevæger sig rundt mellem hallerne, er tempoet et andet. Den ro, der omgiver ham, skyldes ikke stilstand, men erkendelse. Fredag støbes der beton for sidste gang. Ikke som et symbolsk farvel, men fordi der stadig er en ordre, der skal gøres færdig. Sådan har det altid været her. Arbejdet først, orden i tingene, og afskeden bagefter.

»Det første, jeg kan huske, det er egentlig, at jeg selv er hernede som 13-årig og står i en eller anden form og smider beton op i en lille bitte form.« Jan Riisager smiler, da han fortæller det. Små ringe til vandstik, der skulle hæve dækslerne op i niveau med fortovet. Det var ikke store konstruktioner, men det var begyndelsen. Og det var her, relationen til stedet blev støbt, længe før han vidste, at det skulle blive hans livsværk.

Hans far startede på fabrikken i 1966. Dengang manglede de en truckfører, og med det grønne bevis i hånden var vejen ind i virksomheden kort. To år senere blev faderen formand og var med til at installere et nyt blandeanlæg i slutningen af 60’erne. Et anlæg, som Jan Riisager mange år senere selv lukkede ned. »Det blandeanlæg lukkede jeg ned for for 14 år siden, fordi jeg skulle levere CE-mærket beton, og det kunne jeg ikke med det blandeværk.« Teknologien, kravene og tiden løb videre. Det samme gjorde byen.

I begyndelsen var Randal Beton ikke en familievirksomhed. Men da den tidligere ejer døde i begyndelsen af 80’erne, forpagtede Jans forældre grunden i tre år, før de købte den. På det tidspunkt var der fire ansatte. Og så var der Jans mor, der gik fra jobbet som pædagog til at blive bogholder, økonomichef og som Jan tørt bemærker, IT-chef, selvom der ikke rigtig var noget IT endnu. Jan Riisager havde egentlig ikke tænkt, at han skulle overtage. Han havde stået ved maskinerne som knægt og syntes, det var »dødens pølse«. Han tog en uddannelse, var officer af reserven og drømte om noget andet. Men livet trak i en anden retning. »Min kone blev gravid, og samtidig var der en mand, der stoppede hernede, da jeg sad og spiste hos mine forældre en søndag aften. Så mandag morgen startede jeg hernede. Så var det ligesom lagt,« siger han og ler stille.

Siden da er der gået næsten 33 år, og faderen nåede at være på stedet i 39 år, inden han og Jans mor gik på pension. Det er et helt arbejdsliv, faktisk to, og imellem dem et sted, hvor hverdagen ikke blev målt i karrierehop, men i mødetider, maskiner og de samme mure, man gik ind ad igen og igen. Beton har fyldt det meste af livet.

I mange år var forretningen enkel og stabil. Belægningsten, rør og fliser blev produceret og solgt videre, ofte til kommunen, og der var en forudsigelighed i både opgaver og indtægter, som gjorde hverdagen overskuelig. Det var ikke glamourøst, men det var til at regne med. En klassisk lokal industrivirksomhed, hvor man vidste, hvad man stod op til mandag morgen. Så ændrede vilkårene sig. Ikke gradvist, men pludseligt. »Det stoppede jo nærmest hen over en weekend, fordi kommunen pludselig begyndte at købe alle mulige steder og få priser ind.«

Det var dér, Jan Riisager traf et afgørende valg. Den store belægningsmaskine blev solgt. Det var det sidste, hans far var med til, da de sammen løsnede de sidste bolte i gulvet, før maskinen blev kørt til Polen. I stedet fandt virksomheden en niche. »Så begyndte vi at lave speciel beton. Vi fandt en lille niche, hvor vi kunne være og trives.« Det blev ikke masseproduktion, men specialopgaver. Beton, der krævede omtanke, dialog og håndværk. Og sporene er der endnu. »Når jeg kommer rundt til næsten alle byer i Danmark, så kan jeg se, det der, det har vi lavet,« siger han stolt.

I Jelling står de hvide søjler og fliser ved Kongernes Jelling, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Aarhus, Vejle, Kolding, Ørestad og mange andre steder findes blomsterkummer, altaner, fliser og konstruktioner fra Randal Beton. Opgaver, der ikke altid var lige til. »Nogle gange har vi virkelig skulle sætte os ned og kigge på hinanden, formanden og jeg, og spørge hvordan fanden løser vi det her.«

Men de fandt en vej, igen og igen.

At finde en vej handlede imidlertid ikke kun om beton og konstruktioner, men i lige så høj grad om mennesker. Om dem, der mødte ind hver morgen, ofte i årtier, og som gjorde fabrikken til mere end maskiner og støbeforme. For Jan Riisager er det næsten umuligt at tale om Randal Beton uden også at tale om dem, der har haft deres hverdag, deres arbejdsliv og i nogle tilfælde deres livsforandring inden for murene. »Der er mange, der har været her i rigtig lang tid.«

Formanden Morten Aksø stopper efter 31 år. En medarbejder gik på pension som 81-årig. En anden, kendt som Speedy, nåede 29 år, inden han ved årsskiftet gik videre. Det er ikke tilfældigheder, men resultatet af en tilgang, hvor stabilitet og loyalitet blev set som en styrke. Randal Beton har ikke kun været et produktionssted, men et sted, hvor relationer fik lov at vokse, og hvor mennesker blev hængende, fordi der var plads til dem.

Men der var også dem, der kom ind ad døren med mere i bagagen end de fleste. Folk, der havde haft det svært, var ramt skævt af livet, havde været sygemeldt eller stod uden fodfæste på arbejdsmarkedet. Her blev døren ikke lukket. »Der er også ret mange, der starter hernede, som ikke har en helt ren straffeattest,« fortæller han.

Jan Riisager fortæller det roligt og uden dramatik, men med tydelig stolthed, om medarbejdere der begyndte med fodlænke, om samarbejdet med kriminalforsorgen, jobcenteret og EUC Lillebælt og om løsninger, der ikke stod i nogen manual. Weekendafsoning blev erstattet af dokumenteret fremmøde, budgetter blev lagt sammen med banken, og nogle morgener blev der kørt ud for at hente folk, når det hele var lidt tungt. Det var ikke socialpolitik, men hverdagsledelse.  »Efter kort tid har de fundet ud af, at det, de har bidraget med, er noget, de andre sætter pris på.«

For Jan var pointen enkel. Når mennesker oplever, at der er brug for dem, og at deres arbejde betyder noget, så sker der noget, med dem selv, med deres familier og med deres tro på, at de kan mere, end de måske selv havde regnet med. Det var også derfor, Randal Beton i 2024 modtog CSR-prisen. En anerkendelse, Jan Riisager ikke ser som en afslutning, men som en bekræftelse på en måde at drive virksomhed på, hvor ansvar ikke var et tillæg, men en del af fundamentet. »Jeg er enormt stolt af, at der er andre, der har lagt mærke til, hvad vi har forsøgt at gøre.«

Men historien har også en anden side. En side, der handler om støj, by og udvikling. Fabrikken ligger i dag inden for bygrænsen, og Grønlandskvarteret voksede frem omkring den i slutningen af 60’erne og 70’erne, dengang hvor industrien var en naturlig del af byen, og hvor støjen var noget, man levede med. »Støjniveauet på det tidspunkt var fuldstændig vanvittigt i forhold til i dag,« fortæller han.

EU-direktivet fra 2014 ændrede vilkårene for støjende virksomheder. Produktionen skulle omlægges, flyttes eller lukke. Og selvom Jan Riisager oplever, at støjen i dag primært består af lidt lastbil- og truckkørsel, blev rammerne gradvist for snævre. »Der skal lidt støj til, ellers kan man ikke eksistere.«

Han havde håbet, at der kunne findes en løsning, hvor virksomheden langsomt blev givet videre, en glidende overgang til nye hænder og nye kræfter. Men det lykkedes ikke. I stedet blev virksomheden solgt, og afviklingen begyndte. Alligevel er det ikke bitterhed, der fylder mest, men eftertænksomhed over den udvikling, der har formet både byen og arbejdspladsen. »Den udvikling, der har været i samfundet, den har egentlig også fulgt med her.«

Det ses i de gamle bygninger og i detaljerne. De smalle trapper, hvor man engang bar 50 kilos sække op ad gangen. Det moderne løftegrej, der siden kom til. Et arbejdsliv, der har forandret sig, men stadig har haft tyngde og betydning.

Fredag kører Jan Riisager til bageren på Vesterbrogade og henter rundstykker. De sætter sig i en rundkreds, og der støbes beton for sidste gang, ikke som en markering, men fordi der stadig er en opgave, der skal gøres færdig. Mandag begynder nedtagningen. Kraner pilles ned. Inventar flyttes. Der ryddes op. »Der skal ikke fejres det helt store.«

Men vemodet melder sig alligevel, især når kalenderen nærmer sig slutningen. »Især når vi når hen til den 28.,« bemærker Jan. Og måske, når den sidste dag for alvor rammer, kan det ikke helt udelukkes. »Det kan da godt være, der skal uddeles en enkelt tudekiks,« smiler han så til sidst. Et stille punktum for en virksomhed, der i mere end et århundrede har sat sine spor, ikke kun i beton, men i mennesker.