Fredericia har i årevis været ramt af dårlig planlægning og udførelse, når det gælder de kroniske gravearbejder rundt omkring i byen. Udover at byen er blevet meget, meget grim og utiltalende for udefrakommende, er den praktisk talt ufremkommelig at færdes i. Det er decideret labyrint-kørsel, hvor man må gætte sig frem til, om man kan komme den ene eller den anden vej. For logikken hos bagmændene er, at det rager dem en papand, om Fredericia er en by, hvor borgerne kan færdes.
De er bedøvende ligeglade. I årevis har vi jagtet de ansvarlige i Fredericia Kommune med spørgsmål om, hvem der har ansvaret, og hvordan man planlægger disse gravearbejder, trafikken og de forhold, der følger med. Sandheden er, at de chefer i forvaltningen, som får millioner af kroner i løn, holder med entreprenørerne, dem der tjener millioner på skatteborgernes penge, og ikke med fredericianerne.
Derfor er det nødvendigt med en gevaldig opsang til de ansvarlige: Vi har fået nok. Er der en voksen til stede?
Hør her. Det er efter vores henvendelser klart, at mange af projekterne ikke overholder de tidsplaner, der er lagt. Det betyder, at når man påbegynder et nyt projekt, for eksempel at blokere en vej, er det katastrofalt, hvis vejen ved siden af også er blokeret. De kroniske forsinkelser ødelægger enhver form for omtanke for trafikanterne. Trafikanterne samler sig på alt for få veje, og det medfører trafikkaos og farlige situationer. Det bliver kun værre af, at de kæmpestore maskiner, som også bruger disse ruter. Kaos! En enkelt lastbil, der læsser varer af med bønnelogikken om “mine blinklys løser alle problemer,” kan være årsag til 10 minutters forsinkelse. At komme ind til den indre by er i sig selv en udfordring, som rammer bylivet og de handelsdrivende.
Få det stoppet.
Det er manglende politisk ledelse, der er med til at ødelægge Fredericia. Vi har brug for en ledelse, som skrider ind overfor åbenlyst inkompetente chefer, der ikke formår at planlægge og holde entreprenørerne i skak. Men det er svært for politikerne, fordi man i København har udviklet et system, hvor selv de mest inkompetente chefer, koster så meget at fyre, at man tænker; åh nej, han må hellere gå selv, men han går ikke selv, fordi lønnen er så god, at man bare ignorer mails, borgerhenvendelser eller kritik.
Dertil kommer spørgsmål: Hvorfor hyrer man de samme firmaer til at udføre opgaver, der har forsinkelser på alle deres andre projekter? Det er dyrt for byen! En effektiv afvikling af trafikken sparer millioner af arbejdstimer hvert år. Kort sagt koster det os alle sammen en masse tid, og de griner hele vejen til banken.
Der skal indsættes en ny ledelse. Afdelingen skal finkæmmes, især for de problemer, der handler om, at projekterne altid skrider, og at man oversælger arbejdstiden til borgerne, når man skal have godkendt nye opgaver hos politikerne.
Og til politikerne: Tag det alvorligt. Vi fredericianere er så trætte af, at dette skal være vores ry. Den ufremkommelige by. Byen uden adgang. Gør op med de her holdninger. Indfør en klausul om, at alt arbejde på de vitale indfaldsveje skal udføres på en måde, hvor der er god og tydelig information til trafikanterne, at nye ruter rent faktisk fungerer, og at der ikke er flere vitale veje ude af drift på samme tid. Brug hovederne.
Alle forstår, at kloaker og infrastruktur skal være i top og klar til fremtiden, men det skal kunne gøres bedre.
Og nej, vi er trætte af at høre om, hvor fantastisk det bliver om 10 år. Det er nu, vi lever i Fredericia. Vi anbefaler jer at tage på studiebesøg i Japan. Her kan man se et klasseeksempel på, hvordan selv komplekse opgaver kan løses, hvis man vil. I Japan arbejder man for eksempel om natten i store hold, fordi samfundet ikke ønsker, at folk skal være ineffektive om dagen. Man gør alt for at informere og vejlede. I Fredericia – ja, mange steder i Danmark – efterlader entreprenørerne bare en gravemaskine midt på vejen i dagevis, eller graver et hul, som de først vender tilbage til efter tre uger, mens trafikanterne pænt må holde for ekstra lys. Man skider det jo et stykke. Og hvis man er lidt mistænksom, kan man ikke lade være med at spekulere over, om der simpelthen er penge i den slags. For hvorfor kan det betale sig at have så dyre maskiner stående, uden at de arbejder på noget?
Der er ingen tvivl om, at nu vil “eksperter” inden for vejarbejde melde sig med alverdens teknikaliteter. Men det er ikke pointen. Pointen er, at I koster samfundet millioner af kroner i spildt tid, og at der skal en modernisering til, hvor man lærer af de lande, der kan finde ud af det. Lad være med at påstå det modsatte. Tag til Japan. Kom hjem. Og så snakker vi.
For Fredericia er det ved at være sidste udkald. I år fejrede vi 175 års jubilæum for 6. juli, og også i den anledning var byen skæmmet af gravearbejder. Det var en skændsel. Byen burde have været fri for hullede og ufremkommelige veje, afspærringer, kæmpe gravemaskiner, jordbunker og skilteskove. “Nødvendighedens politik” har efterladt os med en by, hvor man må lege gætteleg og køre labyrintkørsel for at komme på arbejde eller købe et par bukser. Det er den gamle garde i byrådet, der bærer ansvaret. Fredericianerne kan kun håbe på, at det nye flertal vil tage dette mere alvorligt og prioritere bedre kommunikation og planlægning, så vi kan få en by, hvor man kan færdes uden problemer.