Dykkere hev 1,1 ton spøgelsesnet op af Lillebælt
Plastic Change ville vise børn og politikere, hvad der gemmer sig under havoverfladen, og nettet skal nu indgå i en udstilling i Lykken. Foto: Plastic Change

HAVET. Omkring 1,1 ton fiskenet, der har ligget glemt på bunden af Lillebælt i en årrække, blev i sidste uge hævet og bragt ind til Fredericia Lystbådehavn. Bag indsatsen stod miljøorganisationen Plastic Change, som både planlagde og finansierede dagen.
Spøgelsesnet er tabte eller efterladte fiskeredskaber, der bliver ved med at fange fisk og andre havdyr længe efter, at de er mistet. Nettet ved Fredericia var spottet af frivillige fra foreningen Havmiljø Hjælper Lillebælt, som kender farvandet og taler med fiskere om, hvor der historisk er fisket. Foreningen markerede nettets position på GPS, og herfra overtog erhvervsdykkere fra North nature. Det er nemlig kun erhvervsdykkere, der må fjerne spøgelsesnet. Dykkerne løsnede nettet fra havbunden, og det blev hævet og trukket ind til kajen.
»Vi ville fjerne en af de mange kilder til forurening i vores havmiljø«, siger Martin Schöber, der er kampagneleder hos Plastic Change.

Valget faldt på Fredericia, fordi organisationen har et godt samarbejde med kommunen, som indgår i Naturpark Lillebælt, og fordi dykkerne tidligere har hævet et spøgelsesnet på stedet. Havmiljø Hjælper Lillebælt stillede både og frivillige timer til rådighed.
Dagen var ikke kun en oprydning. Plastic Change havde inviteret 4. årgang fra Ullerup Bæk Skolen med, så eleverne kunne hjælpe med at rense de store net og undersøge, hvilke arter der sad i dem. Børnene fandt blandt andet små fisk, krabber og søstjerner samt store mængder tang.
»Alt, hvad der foregår under havets overflade, er svært at forstå, fordi man ikke kan se det. Her kunne børnene med egne øjne se og røre ved et spøgelsesnet i praksis, og de kunne se, at man faktisk kan gøre noget ved problemet«, siger Martin Schöber.
Han beskriver børnenes reaktion som et af dagens højdepunkter.
»Den entusiasme, som børn kan komme med, er helt fantastisk«, siger han.

Hos Plastic Change ser man indsatsen som en del af et større billede. Der ligger tusindvis af spøgelsesnet i det danske havmiljø, og inden for de kommende måneder skal politikerne tage stilling til, hvordan 10 millioner kroner, der er afsat til en indsats mod spøgelsesnet, skal fordeles. Organisationen håber, at konkrete erfaringer fra havbunden kan præge den beslutning.
»Vi har en stor gæld af spøgelsesnet i havet. Vi skal både have ryddet op, og vi skal sørge for, at der ikke kommer nye til«, siger Martin Schöber.
Naturpark Lillebælt gennemførte i 2025 en lignende indsats med fokus på at lokalisere og bjerge kystnære spøgelsesnet i Lillebælt. Det har givet et bedre grundlag for det videre arbejde, og bjergningen i sidste uge er ifølge parken et konkret eksempel på, hvorfor det er vigtigt at kende nettenes placering.
Selve nettet får et efterliv uden for havet. I stedet for at ende på forbrænding er det kørt på traileren til Plastic Changes udstilling om plastikforurening i havet og langs kysterne i Lykken. Her skal det indgå hen over vinteren, og senere skal det være en del af et formidlingsprojekt, hvor organisationen vil bygge en 14 meter lang kaskelothval af plastik og spøgelsesnet, som den selv har fundet og bjerget.

Nettet vurderes at have ligget på havbunden i en del år og havde en lang, kraftigt rustet jernkæde med sig.
»Når først noget har ligget i havet, er det fuldstændig værdiløst som ressource. Det er for nedbrudt og af for dårlig kvalitet. Derfor er vi glade for, at nettet kan få et ekstra liv i vores kampagne og arbejde«, siger Martin Schöber.
Dagen blev støttet af tøjfirmaet ELSK, marinefirmaet Hvacon Marine Systems og Kiropraktisk Klinik Fredericia. Dertil kom 321 donationer fra foreninger og privatpersoner, og Plastic Change har selv investeret en god del penge i projektet.
Martin Schöber ser opbakningen som et tegn på, at havmiljøet ligger danskerne nært.
»Det her er en mulighed for at handle konkret, og vi har mærket en helt overvældende opbakning til indsatsen. Det viser, at danskerne gerne vil have et sundt hav«, siger han.
Ifølge Plastic Change bør politikerne tage et tilsvarende ansvar for at få ryddet op i alle de presfaktorer, havet udsættes for. Spøgelsesnettene er blot én af dem.


