Danmarks Tekniske Universitet bliver nu partner i Trekantområdets PtX-partnerskab, Triangle Energy Alliance, som led i en bredere satsning på at gøre Fredericia og det centrale Danmark til omdrejningspunkt for landets grønne omstilling.
Aftalen følger i kølvandet på en netop indgået samarbejdsaftale mellem DTU og Fredericia Kommune, der skal styrke samspillet mellem uddannelse, forskning, erhvervsliv og offentlige aktører i regionen. Universitetet vil etablere en såkaldt hub i området, der skal udvikle fleksible studie- og forskningsaktiviteter tæt på de virksomheder og anlæg, hvor energiomstillingen i praksis foregår.
Professor Henrik Lund Frandsen fra DTU lægger ikke skjul på ambitionerne, når han skal beskrive områdets potentiale.
»Jeg ser utroligt mange gode muligheder i Fredericia og regionen inden for energi, hvor vi jo forestiller os et dansk ”Silicon Valley”. Udover den tekniske indsigt, som vi har hos DTU, så vil vi meget gerne indlede samfundsmæssige debatter, der fremmer den udvikling«, siger han.
Fokus på Power to X og kobling af energianlæg
Henrik Lund Frandsen vil i partnerskabet have særligt fokus på Power to X, ikke mindst i samspillet med biomassefyrede kraftvarmeværker, resiliens af energiinfrastruktur og såkaldte »dual use«-brændstoffer. Han fremhæver desuden, at DTU allerede arbejder sammen med flere af områdets aktører i andre regi.
»Jeg kender TEAs arbejde fra adskillige anledninger, og vi skal også samarbejde i ”ReCycle”-projektet med BWE, Teknologisk Institut og flere gode kræfter. Her undersøger vi netop de her koblinger mellem eksisterende storskala-energianlæg og også mulighederne for nye som CO2-infrastruktur. Mit håb er, at vi sammen på sigt kan arbejde på tilsvarende i Fredericia«, siger Henrik Lund Frandsen.
Det særlige ved Fredericia og Trekantområdet er, at stærke kræfter inden for elektrificering, digitalisering, datacentre og brændstoffer er samlet på et begrænset geografisk område. Det giver ifølge parterne mindst fire massive potentialer for udviklingssamarbejde.
Danmarks største vejkryds for energi
Direktør Søren Schmidt Thomsen fra Triangle Energy Alliance peger på, at områdets centrale beliggenhed gør det til en strategisk brik i den danske energiomstilling.
»Fredericias geografiske placering i landet og stærke energi- og forsyningsinfrastruktur gør byen til et fordelagtigt logistisk samlingspunkt. Trekantområdet med tyngden i Fredericia er Danmarks største ”vejkryds” for infrastrukturer for både energi og transport. Derfor har vi i midten af Danmark en vigtig strategisk rolle i at sikre Danmarks forsyningssikkerhed på grønne brændstoffer, nationale mål for energiomstilling, erhvervsudvikling og effektivisering med data. Og det kræver specialiseret indsigt i energisystemer både i teori og praksis«, siger han.
DTU’s tilstedeværelse i Fredericia indgår i universitetets vision om, at studerende og forskere skal kunne deltage i kursus-, forsknings- og innovationsaktiviteter i hele Danmark. Målet er flere fælles projekter, flere studerende ude i virksomhederne samt erhvervskandidater, ph.d.-forløb og sommerskoler. De kompakte energi-infrastrukturer i midten af Danmark gør det muligt at arbejde med storskala-værdikæder fra vedvarende elektricitet til produktion og anvendelse af grønne brændstoffer.
Behov for nye hænder og hoveder
For virksomhederne i området er der ifølge Søren Schmidt Thomsen tale om et akut behov for kvalificeret arbejdskraft, både ny og opkvalificeret.
»Mange af TEAs partnere har et voksende behov for ikke blot at tiltrække nye, højtuddannede medarbejdere, men også for løbende at forbedre deres eksisterende arbejdsstyrke, i takt med at den grønne omstilling udvikler sig, og nye roller opstår. Fredericia og Trekantområdet er Danmarks største industrielle knudepunkt og tegner sig for mere end 40 procent af landets industriproduktion. På flere områder er vi pionerer inden for sektorkobling, Power to X og Carbon to X. Investeringer i Trekantområdet – herunder i udviklingen af højt kvalificerede hænder og hoveder – har langt større rækkevidde end den lokale værdi. Det er en investering i Danmarks fremtid, konkurrenceevne, modstandsdygtighed og grønne omstilling«, siger han.
I Fredericia ligger desuden det ene af Danmarks to raffinaderier og det eneste, der producerer jetfuel til blandt andet Billund Lufthavn og Fighter Wing Skrydstrup. Med brint- og CO2-infrastrukturer på vej får regionen ifølge parterne de nødvendige rammer til at producere grønne brændstoffer i stor skala.


















