TRAFIK. Bilisterne på E45 Østjyske Motorvej kan i den kommende tid glæde sig til højere fart på flere strækninger. I første halvdel af juli åbner i alt femten kilometer motorvej med seks spor og en hastighedsgrænse på 130 km/t mellem Vejle og Horsens S, oplyser Vejdirektoratet.
Ifølge Vejdirektoratet skyldes det, at udbygningen af strækningen mellem Vejle og Skanderborg i øjeblikket forløber hurtigt. Entreprenøren har arbejdet hurtigt i sommervarmen, og det betyder, at de sydligste femten kilometer nu kan åbne med tre brede spor i hver retning.
Åbningen sker i to etaper. Fredag den 10. juli åbner den otte kilometer lange strækning fra udfletningen ved Motorvejskryds Vejle til syd for Hedensted. Onsdag den 15. juli åbner yderligere syv kilometer videre op til til- og frakørsel 57 Horsens S. Samtidig genåbner de to rastepladser Merring og Nørremark.
Åbningen kommer i forlængelse af, at Vejdirektoratet i juni åbnede syv kilometer mellem Horsens N og Ejer Bavnehøj. Dermed får trafikanterne inden for et par uger mulighed for at hæve farten fra 80 til 130 km/t på i alt toogtyve kilometer mellem Vejle og Skanderborg.
Vejdirektoratet tager dog forbehold for vejret. Det ustadige sommervejr kan betyde forskydninger i åbningstidspunkterne. Vejarbejdet fortsætter hen over sommeren, nogle steder på nedsat aktivitet, andre steder for fuld kraft for at nå at blive klar til sensommerens arbejder.


















