For lidt over et halvt år siden var Socialtilsynet på vej til at fjerne godkendelsen af Kobbelgården.
Men takket være et stærkt benarbejde fra Senior- og Socialudvalget samt forvaltningen, har Socialtilsynet nu ændret sin afgørelse. Kobbelgården har fået sin godkendelse tilbage, og borgerne kan igen se fremtiden i møde med større ro og tryghed.
Men er alt nu fryd og gammen? Er alt, som det var før tilsynets indgreb? Nej, langt fra.
Nu begynder det virkelige arbejde. Udvalget og forvaltningen skal sikre den nødvendige ro – ikke kun for borgerne, men også for deres pårørende. Der skal skabes gennemsigtige forhold og træffes beslutninger, som afspejler det reelle billede af Kobbelgården – ikke et glansbillede, som kommunen ikke kan leve op til.
Både borgere og ansatte har krav på forbedrede forhold. Vi må ikke tegne et billede af, at der skabes løsninger til millioner, når virkeligheden kun rummer tusindvis af kroner.
Kobbelgården har fra begyndelsen haft et solidt fundament, men flere beslutninger – både økonomiske og pædagogiske – har desværre fået dette fundament til at slå revner.
Ja, vi skal glæde os over, at godkendelsen er tilbage. Men nu er der behov for en klar målsætning for Kobbelgården: Hvilke borgere skal bo der? Hvilke kompetencer skal de ansatte have – fra ledelsen til medarbejderne i huset?
Det er afgørende, at vi undgår fagsnobberi og i stedet ansætter mennesker, der vil og kan give borgerne den rette pleje og omsorg.
Godkendelsen giver os muligheden for at genopbygge fundamentet – gennem løbende orienteringer til udvalg og interessenter, og ved at skabe gennemsigtighed. Målet er, at Kobbelgården fremstår som et trygt og godt sted at være – et sted, hvor medarbejderne er glade for at gå på arbejde, og hvor pårørende med ro i sindet kan lade deres kære bo.
I SF vil vi følge udviklingen på Kobbelgården tæt. Vi vil stille spørgsmål til de beslutninger, der træffes, og vi vil løbende bede fagudvalget om orienteringer fra Kobbelgården.