Skateboardentusiaster i Fredericia kan se frem til en særlig oplevelse, når Danmarks Skateboardlandshold gør holdt i byen som led i deres Danmarkstour. Søndag den 17. maj fra klokken 12.00 til 14.00 lægger landsholdet vejen forbi Fredericia Street Bastion på Norgesgade 46A.
Besøget byder på en opvisning, hvor atleterne fra både park- og streetholdet får mulighed for at folde sig ud på ramperne og demonstrere det høje niveau, der findes i dansk skateboarding.
Efter opvisningen er det de lokale skateres tur. De får chancen for at deltage i sociale lege og konkurrencer sammen med landsholdet, ligesom der bliver tid til at vise tricks og optage film side om side med landets bedste. Selfies og autografer kommer der også til at være rig lejlighed til at få med hjem.
Arrangementet er åbent for alle, og selv dem, der ikke selv står på board, er velkomne til at kigge forbi og suge stemningen til sig, når landsholdet ruller ind i Bastionen.


















