Carsten Jørgensen, Torben Grenaa og Ingelise Klassen er alle medlemmer af Faglige Seniorer, en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Organisationen har over 260.000 medlemmer på landsplan, og nu vil de tre starte en seniorklub i Fredericia.
Nu skal det være. Carsten, Torben og Ingelise vil starte Faglige Seniorer i Fredericia, hvor de planlægger at oprette en seniorklub. Formålet er ikke kun socialt, som det ses i andre seniorklubber, men også at påvirke eksempelvis Fredericia Kommunes ældrepolitik.
– Vi er 5-6 personer, der gik sammen og besluttede at prøve det her. Vi vil gøre det mere formelt og have mulighed for at påvirke politikerne og støtte dem i deres beslutninger. Det er ikke en forening for bankospil, udflugter og alt muligt andet – der er mange andre klubber til det, siger Carsten Jørgensen.
Hvis seniorklubben afholder et arrangement, vil det være med det formål at få fagligt input til deres arbejde.
– Faglige Seniorer er, som navnet antyder, et fagligt fællesskab. Jeg flyttede selv til Fredericia fra Horsens for fire år siden og har savnet et fællesskab som dette. Som det er nu, kæmper man mere hver for sig, men med dette får man muligheden for at gøre en forskel, forklarer Jørgensen.
I nabobyerne findes der afdelinger af Faglige Seniorer, hvilket har undret Torben Grenaa.
– Der skal være lokale kræfter, der tager initiativet, men det har undret os, at der ikke har været noget i Fredericia. Det håber vi nu at ændre, siger han.
Rundt omkring i Fredericia er der mange tilbud til ældre, der ønsker at være en del af et fællesskab, fra I.P. Schmidt til Depotgården. Men disse tilbud matcher ikke formålet med Faglige Seniorer.
“Vi håber, at vi kan skabe et politisk pres, så alle seniorer føler sig hørte. Der er en seniorklub i HK, for eksempel, men vi ønsker et lokalt fællesskab. Vi vil samle så mange som muligt under denne paraply og være en fælles stemme, der sikrer, at de ældre bliver taget hånd om,” siger de.
Næste skridt for Carsten, Torben og Ingelise er at afholde endnu et informationsmøde.
– Og så satser vi på en generalforsamling i januar og ser, hvad interessen er. Vi kendte ikke hinanden, før vi mødtes til det første møde, og nu er vi i gang med at se på interessen, men den føler vi er der, siger Ingelise Klassen.
Dog mangler der én vigtig ting, før en lokalforening kan etableres.
– Vi har fået mandat til at fortsætte med dette, og vi ønsker at danne en forening. Det vigtigste, vi mangler nu, er en kasserer. Nogen skal tage sig af finanserne, siger Carsten Jørgensen med et smil.
Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Du er automatisk gratis medlem af Faglige Seniorer, hvis du er senior og medlem af et af disse fagforbund:
- 3F – Fagligt Fælles Forbund
- Blik- og Rørarbejderforbundet
- BUPL
- Danmarks Lærerforening
- Dansk El-forbund
- Dansk Jernbaneforbund
- Dansk Metal
- Dansk Skuespillerforbund
- Dansk Socialrådgiverforening
- Dansk Sygeplejeråd
- Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund
- FOA – Fag og Arbejde
- Fødevareforbundet NNF
- HK
- HKKF – Hærens Konstabel- og Korporalforening
- Malerforbundet
- Postpensionisternes Landsforening
- PROSA
- Serviceforbundet
- SL – Socialpædagogerne
- TL – Teknisk Landsforbund
- Disse forbund er kollektivt medlemmer af Faglige Seniorer, og dit forbund betaler det årlige medlemskontingent på dine vegne.
Faglige Seniorer blev stiftet tilbage i 1980. I dag har Faglige Seniorer lokalforeninger i 48 kommuner over hele landet, og hvis alt går vel, kommer Fredericia snart med på listen.