Søndag den 17. maj løb omkring 65 mennesker gennem Middelfart sammen, da Café Razz Social Run blev afholdt for første gang. Bag det nye initiativ står Matheus Anter, Rasmus Jørgensen og Rasmus’ søn Nikolaj — og opbakningen til premieren overgik alle forventninger.

Idéen opstod ude på løbestierne. De tre løber sammen flere gange om ugen, og hver gang stødte de på andre, der løb alene.

»Vi løber et par gange om ugen, og hver gang mødte vi mange andre, der også løb alene. Så tænkte vi, at det kunne være fedt, hvis vi løb sammen,« fortæller Matheus Anter.

Det var Nikolaj, der kom med idéen om at kalde arrangementet Social Run. Konceptet skulle være så enkelt som muligt: et uformelt løb uden tilmelding, uden abonnementer og uden krav om at binde sig til en klub.

»Det skal ikke forpligte nogen. Man kan bare dukke op. Og tempoet skal være sådan, at alle kan være med,« siger Matheus Anter.

Plads til alle

Til premieren mødte folk fra alle hjørner af byen op. Garvede løbeklubsmedlemmer, familier med farmor og børn, ældre, unge og folk, der mødte helt alene.

»Stemningen var god, der blev talt på kryds og tværs. Folk der ikke kendte hinanden, snakkede sammen, og da vi løb tilbage, fik folk også talt godt,« fortæller Matheus Anter.

Bagefter satte deltagerne sig udenfor caféen i det gode vejr og hyggede sig med kaffe, vand og boller med ost — og minglede på tværs af bordene.

Et fællesskab uden pris

For initiativtagerne handler det først og fremmest om at skabe et fællesskab omkring det at løbe — og det skal ikke koste noget at være med.

»Vi gør det for at skabe et fællesskab omkring det at løbe, og det skal endelig ikke koste noget,« understreger Matheus Anter.

Intersport har støttet med logoer, og Carlsberg har leveret t-shirts og drikkedunke til deltagerne. De ensartede blå t-shirts blev hurtigt et samlingspunkt på ruten.

»Det er lidt som en skoleuniform — alle er ens. Bilerne, der kørte forbi, lagde da også mærke til, at vi løb i de samme t-shirts. Det var fedt,« siger Matheus Anter.

Arrangørerne arbejder løbende på at finde flere sponsorer, men det er ikke en forudsætning for at afholde løbene.

Næste løb og en Facebook-gruppe

Næste Café Razz Social Run finder sted søndag den 14. juni klokken 11. Ruten er igen fem kilometer, og bagefter er der boller med ost, kaffe og vand. Hvis tilslutningen fortsætter, overvejer arrangørerne at tilføje en længere rute på syv kilometer, så også de mere trænede løbere får en udfordring.

Der er ingen tilmelding — man møder bare op.

Trioen har desuden oprettet Facebook-gruppen Café Razz Social Run, hvor deltagerne kan følge med i arrangementerne. Gruppen er også tænkt som et sted, hvor man kan aftale fælles løbeture på dage uden officielle løb.

»Hvis nu 10 personer gerne vil løbe en dag, hvor der ikke er Social Run, så kan de bare aftale det i gruppen og samles,« forklarer Matheus Anter.

```