Cafe Mauritz, en ny café i Fredericia på Ryes Plads, er snart klar til at åbne dørene for offentligheden. Driftchef Morten Kristensen udtaler, at de blot mangler ibrugtagningstilladelsen fra kommunen, før de kan byde gæsterne velkommen.

– Vi er klar, når de er. Sendte de sidste papirer i går! Men om det tager 2 timer eller 14 dage ved jeg ikke? Håber bare snart den kommer, vi glæder os sådan til at komme i gang, siger Morten Kristensen, der slår fast, at det ikke handler om kommunen, da de først har sendt ansøgningen nu.

Morten fortæller, at håndværkerne har arbejdet hårdt for at få alt på plads: – I sidste uge havde vi rigtig meget, der faldt på plads, og alle håndværkerne fik det til at gå op i en højere enhed. Alt indendørs er klar, og alle har afsluttet deres opgaver. Nu er elektrikeren i gang udenfor, der bliver sat strøm op til varmelamper og av-udstyr.

Cafeen har ansat det sidste personale, og opvaskemaskinen har allerede været i gang et par gange. Morten forklarer, at de meste er købt ind, og de er klar til at tage imod gæster: – Så finder vi ud af undervejs, hvad vi ellers mangler.

Lokale beboere er allerede nysgerrige og spændte på caféens åbning og de kolde varer er lagt på køl.

De kolde varer på køl. Foto: AVISEN

– Folk kommer og kigger og spørger om vi ikke snart åbner. Der kommer folk hver dag og fortæller, hvor meget de glæder sig, siger Morten Kristensen. Caféen ser frem til at kunne byde gæsterne velkommen, så snart den sidste godkendelse er på plads.