Byens gospelkor, Saint Michael Voices, byder 2023 velkommen med en nyhed af de store i gospelverdenen.

Efter seks år under Maren Frost Nielsens lederskab har koret Saint Michael Voices måttet sige farvel til korlederen, som ellers har ledt dem musikalsk stærkt gennem mange store og smukke oplevelser.
Der står dog allerede en ny korleder klar i kulissen, og det er en mand, koret tidligere har stiftet bekendtskab med.

I 2016 trådte Henrik Engelbrekt Refshauge nemlig til som vikar for koret i to måneder, så to planlagte koncerter kunne gennemføres – den éne en stort anlagte koncert i Christianskirken sammen med Fredericia Big Band. Derfor ved koret også, hvad de går ind til:

– Vi glæder os meget til den energi, gejst og livsglæde, som vi ved, Henrik besidder i en smittende grad. Det at stå foran ham, både når vi øver og specielt under koncerter, giver automatisk et smil på læben, siger formanden for korets bestyrelse, Kristina Dall Hoelgaard.

Åben koraften
Med Henrik Engelbrekt Refshauge følger også 35 års erfaring i gospelverdenen. Han har haft gospelkor i
Danmark, Israel og på turné i USA. Sammen med sin hustru Christine Engelbrekt Refshauge har han i dag virksomheden GospelForAlle, der rejser rundt i landet og laver workshops for konfirmander og private samt teambuilding for virksomheder.

De har desuden sammen koret The Gospellers, der holder til i Treenighedskirken i Esbjerg, og sideløbende har de haft et lidt mere professionelt gospelkor “4Given Gospel Friends” med håndplukkede sangere fra Sydjylland. Flere i nærområdet vil desuden genkende Henrik som dirigent for gospelkoret Lusangi Gospel Choir i Kolding, hvor han var korleder i 15 år. Privat bor parret i Kolding med to af deres 8 børn og et plejebarn. Henrik er uddannet præst, organist, journalist, har en diplom i ledelse og er på vej med en master i ledelse. Tidligere har han været generalsekretær i en større dansk NGO, Mission Afrika, og desuden arbejdet som kirke- og kulturmedarbejder, efterskolelærer, journalist og præst.

Den nye æra i koret begynder allerede med sæsonens første øveaften mandag den 30. januar.

Allerede mandagen efter – den 6. februar – holder koret åben koraften, hvor alle, der kunne have lyst til at blive en del af koret, er velkomne. Der er plads til både kvinder og mænd – men sidstnævnte er som altid specielt velkomne. Der øves mellem klokken 19 og 21.30 i sognegården ved siden af Sct. Michaelis Kirke i Vendersgade.