Diana Smalbro Fauerby og Søren Fauerby blev gift i lørdags. Da de stod op dagen efter og skulle bruge deres bil, kunne de konstatere, at den var blevet overmalet med rød maling. De efterlyser nu vidner og eventuelle naboer, der har overvågning, som peger ud mod Nørre Voldgade i Fredericia.

Søren Fauerby fortæller, at det nygifte par ikke opdagede hærværksepisoden, da de kom hjem fra brylluppet, men først søndag, da de skulle bruge bilen omkring kl. 18.

– Vi tænkte, ‘hvad er der sket? Hvad er det for noget, og er bilen ødelagt? Kan man komme ud at køre i den igen? gengiver Søren Fauerby.

Hans kone, Diana, gik efterfølgende til tasterne i Facebook-gruppen “Hvem ved hvad i Fredericia”. Hun lavede et opslag, om nogen havde set noget, men det har indtil videre ikke givet resultat. Mandag blev episoden anmeldt til Sydøstjyllands Politi.

– De kan ikke gøre så meget ved det, da de ikke har noget at gå efter. Vi mangler eventuelle vidner og overvågning, der har fanget det, siger Søren.

Bekymringen om, hvorvidt bilen kan køre igen, har Søren fået styr på. Han har været ude at køre i den efterfølgende, da det lykkedes at få noget af malingen skrabet af.

– Det viste sig, at vi kunne få det af med en børste. Det har været fugtigt, og derfor var det ikke tørret ind, men det var svært at få af plastikken. Jeg har prøvet at køre bilen i vaskehal for at få det helt af, men det hjalp ikke, siger Søren.

Søren understreger, at der ikke er tale om en spøg fra bryllupsgæsterne.

– Ingen af vores gæster kunne finde på det, det er simpelthen for groft. Det er svært at forstå, og om det er personligt rettet mod os eller bare hærværk, ved jeg ikke, forklarer Søren.

Nu er hans håb, at sagen kan blive opklaret ved at få offentlighedens hjælp.

– Jeg var i chok, da det skete, og det skal heller ikke ske for andre. Det skal afklares, hvem der har gjort det her, og jeg håber, at nogen har set noget eller eventuelt har video ud mod gaden, der kan hjælpe med at opklare det, slutter Søren.