Boligmarkedet i Fredericia er fornuftigt

0

Ejendomsmægler Peter Møller fra Estate ser et stærkt fredericiansk boligmarked. Selvom det kan være svært at forklare huskøbere, at de himmelhøjepriser ikke har gang på jord, så sælges der boliger i Fredericia, og man ser ikke de samme udsving som i de større danske byer.

Generelt går det godt for boligmarkedet i Fredericia, og selvom dele af 2022 var en ren ørkenvandring, så er der positive takter at spore på markedet.

– Hvis jeg går lidt længere tilbage end det sidste år og ser det på sidste halvår af 2022, var det en ørkenvandring. Energipriserne steg, renten steg og det var surt, men til gengæld fik vi vænnet os til det i løbet af det halvår. Da vi startede på 2023 var der gang i den og det har holdt ved siden, fortæller Peter Møller fra Estate Peter Møller.

1,7 millioner ejendomsvurderinger er sendt ud, og de skaber debat. Stor debat. Det ene eksempel efter det andet hives frem, og det er særligt der, hvor grundværdien er højere end selve ejendomsvurderingen, at mange råber vagt i gevær.

– Det er det store samtaleemne. Nogen har været helt vinderskæve og tossede, men der er ikke meget at øre, end hvis de er skæve, eksempelvis det vi har hørt med grundværdien er højere end selve ejendomsvurderingen, men der er ikke meget at gøre, man kan først klage over det i 2025, forklarer Møller.

Han forventer heller ikke de store udsving i forbindelse med den mulige skatterabat, man kan hente ved udgangen af 2023.

– Det er sat op sådan, at ejeren af huset med udgangen af 2023 får en skatterabat, hvis det viser sig, at ejendommen stiger, men jeg vil umiddelbart vurdere, at det ikke har den store effekt i Fredericia, da det gælder dyre huse. Langt størstedelen af os i Fredericia får en billigere skat i 2024 ud fra det, som de har sagt, at det bliver, siger ejendomsmægleren.

Fra et rekordår i 2021 har salget igen fundet et stabilt leje.

– 2021 var et kanon år i Fredericia, hvor der blev solgt rigtig mange huse. 2022 startede faktisk godt og da vi landede midt på året, var der lige pludselig prisstigninger. Elpriserne var variable og steg markant, og der har vi troet, de var faste, men det var de ikke og så steg renten også, og det gjorde, at boligmarkedet nærmest gik i stå i det sidste halve år. 2023 er startet flot, og kadencen holder, men nu kommer ejendomsvurderingerne, som betyder, at der kan være nogen købere, der vil overtage inden årets udgang for at få en skatterabat, men det tilllægger jeg ikke stor værdi, siger Peter Møller og tilføjer:

– Jeg vil sige, at det er en smule mindre, men jeg ser, at der kommer flere til salg løbende, men salget er også godt i Fredericia. Det stiger, men de gode huse til de rigtige priser, forsvinder igen og bliver solgt.

Mange husker årene på boligmarkedet, hvor alt gik frem. Men stigende energipriser og renter har sat sit spor på salgspriserne.

– Hussælgere kan godt synes, at priserne ikke er så optimale som de har været, sælgerne har hukommelse som en elefant og kan huske de tårnhøje vurderinger og husene kunne sælges til det. Det gør ondt, når man kan huske, at de var mere værd end i dag. Vi sætter en markedspris for at sælge, og købere er det samme. De synes, at husene er for dyre, men vi hjælper dem til at se, at de priser vi sætter, er de rigtige, blandt andet ved at fortælle, hvad der ellers sælges i området, så de kan se, at det ikke er helt skævt, fortæller Peter Møller

Netop el har fyldt meget de seneste år, og i den forbindelse er der investeret i fjernvarme i store dele af landet. På det punkt er Fredericia godt dækket ind.

– Der er ingen tvivl om, at det mest optimale er fjernvarme, og det er det køberne føler sig mest trygge ved. Om det er billigst, kan jeg sætte spørgsmålstegn ved, men det er den bedste varmekilde. Så ved jeg godt, at det er blevet populært med varmepumper, men der er varmepumper også, men det er en krølle med el, som svinger i pris. Så fjernvarme er nummer et, siger Møller.

Boligmarkedet i Fredericia er sundt og stabilt stigende, fortæller Peter Møller.

– Jeg tror, at det er stabilt stigende. Vi er i på godt marked, og vi er fri for kæmpe udsving. ser vi det i nyhederne er det altid hvor det stiger med 10 – 15 procent eller falder med det, sådan er det ikke i Fredericia. Vi har et meget mere roligt roligt boligmarkedet, vi er derfor mere afbalanceret her, og det giver det bedste resultat både på den korte og lange bane, slutter ejendomsmægleren.