Fredericia er blevet ramt af en bølge af bilindbrud og forsøg på tyverier. Vagtchef Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at hændelserne har været dominerende på døgnrapporten de seneste dage.

Det første tyveri, som vagtchefen omtalte, skete i Dronningsgade. Mellem tirsdag kl. 18.15 og torsdag kl. 08.00 blev en bils højre siderude knust, og et opladerkabel blev stjålet.

I Bjergegade blev en Volkswagen Golf ligeledes udsat for indbrud natten mellem onsdag og torsdag. Her blev højre siderude igen knust, og tyvene slap afsted med et par solbriller. Norgesgade blev også ramt onsdag omkring kl. 12.30, hvor kontanter blev stjålet fra en bil, efter at dens siderude var blevet knust.

Torsdag morgen kl. 05.30 blev politiet kontaktet om endnu et indbrud i Dalegade, hvor en bil havde fået knust sin højre side rude, dog var intet blevet stjålet denne gang.

I Kongensgade skete to lignende hændelser. Mellem mandag og onsdag blev en Opels forrude knust, men intet blev stjålet. I samme gade, mellem tirsdag kl. 17.45 og torsdag kl. 13.00, oplevede en Toyota Aygo samme skæbne – forruden blev knust, men intet var taget fra bilen.