NutriFair, Danmarks fagmesse for husdyrproducenter, er igen klar til at samle landmænd, virksomheder og fagfolk. Messen agerer mødested for de mest aktuelle temaer inden for landbruget, og januar 2024 er ingen undtagelse. Messen sætter fokus på innovation, energi og fremtidens landbrug og byder ikke mindst på lanceringen af BOBMANs nyeste maskine: Milkbus.

NutriFair er mere end blot en messe – det er et dynamisk netværk, en arena for idéudveksling og et udstillingsvindue for de nyeste innovationer til husdyrproducenter. Det understreger den kommende begivenhed endnu engang med lanceringen af BOBMANs Milkbus på messen. Den alsidige mælke-transportløsning er velegnet til landmænd med store slagtekalve- eller mælkekvægsbesætninger. Samt landmænd, som ønsker at pasteurisere framalket mælk til udfodring til småkalve.

-Vi har lyttet til kunderne på NutriFair og skabt en mælkerobot, som industrien har efterspurgt, fortæller Dennis Gits Jensen, medejer af BOBMAN.

BOBMAN Milkbus er en manøvredygtig maskine, der giver store arbejdslettelser på den enkelte bedrift. Den er hurtig og transporterer store mængder mælk med ud til kalvestalden. Maskinen laves i to størrelser, 500 liter og 1000 liter.

Lydløs og energirigtig

BOBMANs Milkbus er et resultat af mange samtaker med landmænd om, hvordan man kan optimere sin udfodring.

-Denne maskine er lydløs og skræmmer derfor ikke kalvene væk fra fodertruget. Den isolerede mælketank holder mælken varm også til den sidste kalv i rækken. Ligeledes vil isoleringen reducere energiforbruget til pasteuriseringen væsentligt, da varmetabet er minimalt. Maskinen har været efterspurgt længe. Derfor glæder vi os også rigtig meget til at vise den frem på NutriFair 2024, fortæller Dennis Gits Jensen.

Teamet hos BOBMAN ser frem mod præsentation af produktet på messen, som de håber på, vil blive taget godt imod – og føre til mange flere salg. Besøgende på NutriFair 2024 vil få rig mulighed for at få en dybere faglig snak med BOBMAN-teamet og opleve den nyskabende Milkbus live.

Innovation i centrum

NutriFair danner rammen for landbrugets aktuelle og fremtidige dagsorden. NutriFair 2024 sætter fokus på en række aktuelle temaer i landbruget, hvor innovation er et af de emner, der er i centrum.

-Det bekræfter vores eksistens og relevans som faglig messe, når vores udstillere kan komme hjem med viden om en ny efterspørgsel – at det så har ført til konkret innovation, der nu lanceres på samme messe, er jo helt fantastisk og et vidnesbyrd om, hvor handlekraftig en branche landbruget er, fortæller projektleder Ida Brøgger Hahn.

NutriFair 2024 finder sted 17.-18. januar 2024 i Messe C i Fredericia. For mere information besøg https://www.nutrifair.dk/.