Med offentliggørelsen af det nye besparelseskatalog står budgetforhandlingerne endnu en gang for døren. Igen ser vi en dyster gentagelse af tidligere års nedskæringspolitik, hvor især den nære velfærd står for skud. Denne gang synes det dog at være endnu værre, og spørgsmålet må stilles: Hvor langt kan vi strække begrebet ‘velfærdssamfund’, før det bliver meningsløst?
Dansk Folkeparti har traditionelt deltaget i brede politiske forlig, men sidste år valgte partiet at stå udenfor budgetforliget. Ikke fordi vi ikke ønskede at tage ansvar, men fordi vi blev sat udenfor døren, før forhandlingerne overhovedet gik i gang. At deltage i et forlig, der på forhånd udelukker partier, som repræsenterer Fredericianerne, er ikke bare udemokratisk; det er en hån mod de vælgere, der har betroet os deres stemmer. Og at underskrive et forlig, der rammer vores kerneområder med massive besparelser, ville være et svigt af de mest udsatte borgere.
Den 20. august 2024, under mødet i Senior- og Socialudvalget, tog Dansk Folkeparti en principiel beslutning: Vi nægtede at godkende besparelseskataloget. Hvorfor? Fordi kataloget indeholder nedskæringer, der vil ramme dem, der i forvejen har mindst. Reduktioner i budgetterne for botilbud, besparelser på rusmiddelområdet, nedlæggelser af terapeutstillinger inden for træning og forebyggelse, justeringer i tøjvask, lukning af seniorhusets produktionskøkken – alt sammen områder, der ikke blot er essentielle for livskvalitet, men som også er afgørende for at forhindre menneskelig deroute. Der er dem, der vil beskylde os for at handle uansvarligt ved at stå udenfor budgetforliget. Men er det ikke langt mere uansvarligt at deltage i en proces, der i sidste ende vil underminere vores velfærdssystem? Når lærere kæmper en umulig kamp for at give byens børn en værdig uddannelse under elendige forhold, når seniorfællesskabernes bowlingbaner lukkes, og når vi overhovedet skal diskutere noget så basalt som rengøring og tøjvask for vores ældre – så må vi spørge os selv, om vi virkelig lever op til idealerne i et velfærdssamfund.
Et særligt rystende eksempel på besparelsernes konsekvenser er lukningen af halvvejshuset, som hidtil har fungeret som et afgørende mellemstadie for stofbrugere på vej mod en bedre tilværelse. Nu er den eneste “hjælp”, der tilbydes, substitutionsmedicin, som i bedste fald blot er en midlertidig løsning og i værste fald en opgivelse af det menneskelige potentiale. Er det virkelig den hjælp, vi ønsker at tilbyde de mest udsatte i vores samfund?
I Dansk Folkeparti er vi fuldt bevidste om de store udfordringer, vi står over for. Men det er på høje tid at trække i bremsen og stille det grundlæggende spørgsmål: Hvad kan vi tillade os som samfund? Hvor meget kan vi tage fra byens borgere, før vi krydser grænsen til det uacceptable?Det er tid til at genoverveje vores prioriteter. Et samfund, der ikke kan tage vare på sine svageste, er ikke et samfund, vi kan være stolte af. Vores velfærdssystem er ikke blot en række ydelser og budgetposter – det er et spejl af vores værdier og moral. Hvis vi ikke længere formår at værne om dem, der har brug for det, så er det ikke bare et spørgsmål om økonomi; det er et spørgsmål om, hvem vi er som nation.
Med venlig hilsen
Sune Nørgaard Jakobsen
Næstformand, Dansk Folkeparti
