Det seneste skud på stammen blandt byens dagligvarebutikker, BASALT på Vejlevej, åbnede den 10. maj, men nu lukker den igen.
Det samme gælder for Danmarks ni øvrige Basalt-forretninger. Dette er et resultat af den beslutning truffet af Salling Group, som ejer kæden.
Af de ti butikker på landsplan, vil fire blive omformet til en Netto. Butikken i Fredericia planlægges derimod at skulle lukke definitivt den 19. juni.
Basalt blev introduceret i en tid med høj inflation og stigende energipriser, hvor de annoncerede priser, der ifølge kæden, var 15-20 procent lavere end andre discountpriser. Dette blev blandt andet opnået ved at fokusere på produkter, der ikke behøvede køl eller frost.
Men grundet faldende energiudgifter har Salling nu besluttet at lukke Basalt-butikkerne, som var en eksperimentel forretning for dagligvarekæden.
Før Basalt flyttede ind, stod butiksområdet på Vejlevej 18 tomt i en periode. Tidligere havde adressen huset Gourmet Outlet, hvor man kunne købe gourmetprodukter, og endnu tidligere var der en Rema 1000 butik på stedet.
Kunderne havde ellers taget godt imod butikken
Kunderne tog ellers vel imod den nye butik og dens lidt usædvanlige vareudvalg. Jørgen Jørgensen, formand for beboerforeningen i Højhusene på Rygårdsvej, udtrykte stor entusiasme. Han havde i lang tid håbet på, at en ny dagligvarekæde ville indtage de lokaler, der også tidligere havde husede en Rema 1000. Men han må altså allerede vinke farvel til den nye butik.
– Jeg havde faktisk ikke regnet med, at de ville have så meget i butikken, jeg kunne foretage de fleste af mine indkøb dernede. Ovre i højhusene, hvor jeg bor, er der en masse ældre, som har meget lettere ved bare at gå derned og købe en masse af de basale nødvendigheder til dagligdagen. Vi var meget kede af det, da Rema lukkede, det her var et dejligt alternativ, faktisk er der jo også frugt og grønt, sagde han, til åbningen.
Trods sin korte levetid, havde butikken altså en positiv indflydelse på lokalsamfundet.
Uvist hvad der nu skal ske
Basalt, med sloganet “Billig, billigere, Basalt”, lagde ikke skjul på, at de ønskede at være billigst på discountmarkedet. Det betyder, at i de fleste af butikkerne finder man et skrabet sortiment, men i Fredericia havde de faktisk introduceret et par nye varekategorier, blandt andet frostvarer, hvilket var nyt for Basalt.
– Frostvarer er en nyhed; de er ikke at finde i nogen af de andre butikker. Det er svært at balancere køling med ønsket om at holde priserne lave, da der er meget håndtering involveret, og leverancer skal ske ofte. Desuden er madspild en udfordring med kølevarer. Derfor kan man kun finde UHT-mælk i butikken, da den ikke behøver at være på køl. Frostvarer, derimod, skaber ikke madspild. Forklarede butikschef Pernille Kold på åbningsdagen.
Det har dog sammenlagt ikke været nok til at holde butikkerne åbne, og Kædechef Henrik Nielsen beretter at det til dels skyldes at forretningen ikke har været rentabel.
– Da vi skabte Basalt, så verden anderledes ud, end den gør i dag. Heldigvis er energipriserne faldet, og vi ser lysere på inflationsudviklingen, end vi gjorde for et år siden, siger Henrik Nielsen, kædechef i Basalt, til Avisen Danmark og slutter:
– Som sædvanlig kommenterer vi ikke omsætningen, men det er klart, at vi ikke har lavet en rentabel forretning, det kan ikke gøres op i kroner og øre, for vi har fået mange læringer, som vi fremover kan bruge i Salling Group.