Den nye ældrelov er blevet solgt som en velfærdsrevolution med helhedspleje, selvbestemmelse og værdighed. På Christiansborg lyder det som begyndelsen på et bedre liv for vores ældre. I Fredericia er spørgsmålet: Hvem har faktisk sat sig ind i loven, hvem har bare nikket og klappet? For mig at se har to parter været bemærkelsesværdigt fraværende i den lokale debat: Ældresagen i Fredericia og et flertal af kommunens politikere.
Papiret ser pænt ud og loven rummer reelle styrker: Én samlet ældrelov og klare værdier kan give Fredericia et bedre kompas. Faste teams og helhedspleje kunne give færre ansigter i hjemmet og mere tryghed. Mindre detailstyring fra staten kunne give kommunen frihed til at rydde op i sit eget bureaukrati.
Svaghederne er: Fredericia har allerede skåret hårdt på ældreområdet, vi mangler sosu-personale, reformen er styringstung med nye visitationer, IT, tilsyn og organisering.
Hvor har de kritiske høringssvar og offentlige spørgsmål til byrådet/forvaltningen været? Når en reform med så stor betydning for ældres livsvilkår rulles ind over kommunen, er det svært ikke at bemærke stilheden. Hvor har Ældresagen været i den diskussion?
Hvis vi ikke tager ældreloven alvorligt i Fredericia, risikerer vi tre meget konkrete ting:
- Flere rettigheder uden flere midler. Det kaldes effektivisering, hos borgeren føles det som forringels.
- Borgere klemmes mellem kasser og forvaltninger. De med stærke pårørende skal nok finde rundt. De andre, bliver de stille tabere.
- Stigende mistillid. Når ældre hører om helhedspleje og kendte ansigter – og oplever det modsatte – så er det ikke dem, der tager fejl.
Her burde Ældresagen i Fredericia være den skarpe, vedholdende vagthund. I stedet har vi set en lokal debat, hvor hverken Ældresagen eller byrådets politikere har markeret sig klart på, hvad ældreloven konkret skal betyde for de ældre i vores kommune.
Ældreloven fritager ingen for ansvar. De ældre her i byen har krav på, at deres egen interesseorganisation og deres egne politikere kender loven, forstår praksis – og tør sige højt, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Indtil det sker, må spørgsmålet desværre stå åbent: Er ældreloven i Fredericia et løft – eller endnu et luftkastel?




