Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Politik

Aarhus kommune opsiger aftaler med advokatfirmaet Bech-Bruun

Aarhus kommune opsiger aftaler med advokatfirmaet Bech-Bruun

Imens Fredericia Kommunes byråd har valgt at fortsætte samarbejdet med Bech-Bruun, så vælger Danmarks andenstørste kommune, Aarhus at opsige samarbejdet. Årsagen er simpel: Advokatfirmaet Bech-Bruun har udvist en eklatant mangel på dømmekraft og medvirket til at påføre det danske samfund meget store tab ved at medvirke i udbytteskatte-skandalen, siger borgmesteren i Aarhus.

Aarhus Kommune har siden udbyttesagen mod advokatfirmaet Bech-Bruun blev rejst haft en skærpet opmærksomhed i forhold til virksomheden. Efter højesteretsdommen imod Bech-Bruun er det efter nøje overvejelse besluttet at opsige både kommunens rammeaftale med selskabet og en aftale om Aarhus Kommunes DPO-funktion.

Højesteret afsagde den 20. november 2023 dom i sagen anlagt af den danske stat (Skatteforvaltningen) mod advokatfirmaet Bech-Bruun i den såkaldte udbytteskattesag. Bech-Bruun blev i Højesteret dømt til at betale 400 mio. kr. til staten for i forbindelse med sin rådgivning af den tyske bank, North Channel Bank, i 2014 at have handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen.

På den baggrund har Aarhus Kommune efter nøje overvejelse besluttet at opsige sine to aftaler med Bech-Bruun; En aftale om Aarhus Kommunens DPO-funktion og kommunens rammeaftale med virksomheden, så selskabet ikke får nye opgaver med udgangspunkt i den.

- Med beslutningen vil vi gerne sende et meget klart signal om, vi tager afstand fra den rådgivning firmaet i den pågældende sag har ydet. Advokatfirmaet Bech-Bruun har udvist en eklatant mangel på dømmekraft og medvirket til at påføre det danske samfund meget store tab ved at medvirke i udbytteskatte-skandalen. Opsigelsen er samtidigt et generelt signal til vores rådgivere og samarbejdspartnere, om hvilke forventninger vi har til vores forretningsforbindelser, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.

Borgmester Steen Wrist. Foto: AVISEN

I Fredericia kører man videre med Bech-Bruun. Det bekræfter borgmester Steen Wrist:

- Der er ikke kommet nye oplysninger som ændrer på den orienteringssag vi fik i Økonomi og Erhvervsudvalget tilbage i december, oplyser borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist (S).

Fakta

Aarhus Kommune har i 2020 indgået en rammeaftale med Bech-Bruun om levering af advokatydelser. Desuden har kommunen i 2022 indgået aftale med Bech-Bruun om levering af lovpligtig DPO-service.

Aarhus Kommune har ikke juridisk mulighed for at ophæve aftalerne med Bech-Bruun uden varsel, da Bech-Bruun ikke har misligholdt aftalerne, men kommunen kan opsige rammeaftalen med Bech-Bruun med tre måneders varsel til den første i en måned. Dvs. aftalen kan opsiges, så samarbejdet ophører pr. 30. april 2024.

Bech-Bruun kan dog færdiggøre allerede igangsatte opgaver i henhold til rammeaftalen og kan tildeles nye opgaver frem til 30. april 2024.

Aarhus Kommune kan ligeledes opsige aftalen om levering af DPO-service med minimum tre måneders forudgående skriftligt varsel til den første i en måned.

Del artiklen

Læs også

Beboerparkering i Fredericia står til at stige fra 250 til 1.200 kroner om åretAdvisory Board for Grøn Omstilling indstilles til nedlæggelse efter to årTre millioner til ældreområdet er endnu ikke brugt opFærre unge i Fredericia ryger cigaretter – men flere bruger nikotinposer