I hjertet af København samles over 2.300 gospelsangere fra hele Danmark i weekenden den 20. til den 21. april for at fejre den 15. udgave af Tivoli Gospel Festival. Voices of the Heart fra Fredericia deltager med 60 gospelsangere og kan ses søndag den 21. april klokken 14.00 på Pantomimeteatret. Det er en begivenhed, hvor sangglæden og fællesskabet fylder, som gospelmusikken er kendt for.

Magien begynder kl. 11.30 på Plænen, Pantomimeteateret og i Orangeriet, hvor kor i alle størrelser vil overdøve hvinene fra forlystelserne med deres gospeltoner. Siden begyndelsen i 2008 har Tivoli Gospel Festival været et højdepunkt for tusindvis af glade gospelsangere, der hvert år valfarter til Tivoli for at opleve den stemning og energi, som festivalen skaber. I år er ingen undtagelse, og med 37 gospelkor på plakaten er der garanti for en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.

– For vores kor er det altid en stor oplevelse at komme ud af huset og møde andre gospelkor, der ligesom os elsker at synge og lytte til gospel. Det inspirerer os til at blive endnu bedre og giver os ekstra energi, som vi tager med os hjem efter en skøn we At synge på scenen i Tivoli er stort. Det ser vi virkelig frem til. Oplevelsen bliver kun bedre af at vi også kan lytte til alle de andre fantastiske kor, fortæller Voices of the Heart.

Alle slags gospelkor indtager Tivoli

Tivolis gæster kan se frem til at synge med på sange som Oh, Happy Day, His Eye is on the Sparrow og Order My Steps, når de 2.300 korsangere indtager Tivoli. Det største kor, der kan opleves, er Gospelkoret FAITH fra Kongens Lyngby, som danner et imponerende syn på Plænen med deres 140 gospelsangere. Gospelkoret Old Stars fra Hillerød tilføjer karakter til scenen med deres limegrønne tørklæder og slips. Koret er ifølge deres formand, Danmarks eneste gospelkor udelukkende for seniorer, hvor alderspræsidenten er 92 år, og den yngste sjæl er 60 år.

Fra vest til øst er Danmarks byer og regioner repræsenteret på denne festlige dag. Grenaa Gospelkor fra Djursland tager gladeligt turen til Tivoli for at optræde med deres knap 80 sangere. Også Bornholm er til stede med koret AmaZing fra Rønne, hvis 35 sangere vil indtage festivalen med deres altid farverige tøj.

Mange forbinder gospelsang med amerikanske film eller kirken, men i Danmark har genren også fundet fodfæste som koncertmusik. Formålet med Tivoli Gospel Festival handler om mere end underholdning. Det er en fejring af sangglæden og fællesskabet, der opstår, når mennesker synger sammen. Tivoli giver alle mulighed for at deltage i denne fest, når entreen er betalt.

– Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til endnu en omgang af vores elskede gospelfestival, i hjertet af Tivoli. En fejring af gospelmusikken og sangglæden, men også af det vidunderlige fællesskab, der opstår, når vi synger sammen. Jeg ser frem til at dele denne fantastiske weekend med kor og publikum, og håber, at festivalen vil vække glæde og inspiration for os alle, siger Mads Holm Andersen, koordinater for Tivoli Gospel Festival.