DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft to markante sager i Fredericia mandag eftermiddag. Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den første sag begyndte klokken 16.14 ved Meny på Indre Ringvej, hvor to mænd stjal syv kasser øl fra pantmaskinen.

»Efter tyveriet løb de videre til Netto med henblik på at pante flaskerne. Her blev de opdaget og forsøgt tilbageholdt af personale,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Den ene gerningsmand knuste en flaske mod husmuren og truede en af de personer, der forsøgte at tilbageholde ham.

»Dermed udviklede sagen sig fra tyveri til røveri,« siger vicepolitiinspektøren.

Politiet blev kontaktet kort efter og rykkede ud klokken 16.20. Senere, klokken 18.08, modtog politiet endnu en anmeldelse – denne gang fra Føtex i Prinsessegade, hvor en person havde kravlet ind gennem pantautomaten og stjålet pant.

»Patruljen nåede frem og kunne hurtigt kæde de to hændelser sammen. Vi havde videoovervågning fra Meny og et signalement, som førte os videre,« oplyser Arno Rindal Petersen.

Politiet fik senere fat i den formodede gerningsmand på Nymarksvej i Fredericia.

»Vi har sigtet en 35-årig mand fra Odense for røveriet ved Meny og tyveriet ved Føtex. Han blev anholdt klokken 18.40 og løsladt igen klokken 20.32. Den medgerningsmand, der var med, er fortsat på fri fod,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Senere på eftermiddagen klokken 15.32 skete en anden sag i Herslev Bygade, hvor en personbil påkørte en bus på højre side ved hjulkapslen.

»Bilisten kørte fra stedet, men vi fandt frem til, hvem der stod bag. En 39-årig kvinde er sigtet for at have forladt stedet uden at overholde sine forpligtelser,« siger vicepolitiinspektøren.