Den 31-årige mand blev udleveret af tysk politi tidligere fredag. Han nægter sig skyldig.

En 31-årig rumænsk mand blev fredag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger. 

Han er sigtet for dels tyveri, dels hæleri af en sættevognstrailer med gods til en værdi af i alt 1,4 millioner kroner.

Den 31-årige mand blev tidligere fredag udleveret af tysk politi til betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Udleveringen skete på baggrund af en europæisk arrestordre.

Tyveriet blev begået den 21. januar 2023 i Vejle, hvorefter traileren blev kørt til Tyskland.

Tysk politi foretog anholdelse i sagen den 24. januar i Hamborg.

Den 31-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland eller Østeuropa i sager om indbrud begået i Danmark. Det sker igennem de europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.