BUSINESS. Der er hænder, man lægger mærke til, fordi de fortæller noget, som munden ikke gider. Rolf Christensens hænder er af den slags. De er brede over knoerne og mærkede af et liv med mørtel og mursten, og de ligger roligt på bordet foran ham, mens han taler om tyve år som selvstændig murermester i Middelfart, som om det hele var noget, der bare skete, en strøm han lagde sig i og lod sig føre af, fordi retningen passede, og vandet var lunt nok.
Det var det i en vis forstand også.
I 9. klasse ville han være tømrer, ligesom det lå til, som han siger. Han kom i praktik hos et tømrerfirma, men der skete ikke rigtig noget. »Jeg var meget forsigtig og nervøs, og de var måske heller ikke lige så gode til at fange mig,« siger han. »Det blev bare lidt kedeligt.« I 10. klasse prøvede han i stedet en uge hos en murer, og inden ugen var omme, havde mesteren tilbudt ham en læreplads. »Og så fik jeg 500 kroner, det var jo mange penge dengang,« siger Rolf Christensen med et lille smil, der antyder, at beløbet stadig føles som en formue. »Så blev det egentlig bare det. Det var lidt af et tilfælde.«
Men det er jo altid lidt af et tilfælde, det der med at finde det, man skal lave resten af sit liv. Nogle falder ned i det og bliver liggende, fordi gulvet viser sig at være varmt. Rolf Christensen faldt ned i murerfaget som seksten-årig, startede i lære i 1994, var udlært i 1998, og har aldrig kigget op siden.
Det var da heller ikke planen at starte for sig selv. Han arbejdede som svend i nogle år, indtil folk omkring ham begyndte at sige det, som folk omkring dygtige håndværkere altid siger: hvorfor starter du ikke selv? »Det kan man jo ikke bare lige gøre,« tænkte han. »Men de sagde, at de helt klart ville heppe, og det ene og det andet.« Beslutningen blev truffet en aften i efteråret 2005, og i 2006 var Rolf Murer en virksomhed. »Jeg vidste ikke noget om noget,« som han selv siger det. »Ikke om skat, ikke om CVR-numre, ikke om arbejdstøj. Der var brevpapir dengang, og alt sådan noget. Hvordan gør man det hele? Alt var fra nul, og jeg havde ingen penge.«
Men Middelfart Erhvervscenter, som det hed dengang, hjalp ham med EU-midler og en revisor, der kunne fortælle ham, hvordan man starter et regnskab op fra ingenting, og så var der et netværk af andre iværksættere, hvor man kunne mødes og spørge hinanden til råds og opdage, at man ikke var helt alene.
Det første år var han det ellers. Helt alene. Og det gik bare lynhurtigt, fortæller han, for det var bare arbejde, arbejde, arbejde. »Jeg havde egentlig fra starten lovet min kone, at det så vidt muligt skulle være et 20-30 timers job.« Han holder en pause, som om han ved, hvad der kommer. »Det er det nok ikke helt, når man er selvstændig. Men vi forsøger. Og det gør jeg faktisk stadigvæk.«
Tyve år senere er han ikke kommet i mål. Der har nok været mange uger, hvor det har været tættere på 45 timer, indrømmer han, og nu prøver han at se, om han kan komme ned på 40. Man får det indtryk, at løftet til konen ikke er noget, han har glemt, men noget han hele tiden navigerer efter, som en pejling der aldrig helt rammer land, men som holder kursen nogenlunde stabil.
Naboen nede ad vejen
Efter det første år bankede en nabo på. En mand, der boede lidt længere nede ad vejen, og som spurgte, om Rolf ikke kunne bruge ham. »Det kunne jeg da måske godt,« sagde Rolf. Og sådan blev det. Manden var ikke murer, han var ufaglært, men han kom i voksenlære senere, og han blev i firmaet i femten år. Nu stopper han, fordi han vil læse videre, og den slags fortæller Rolf Christensen uden sentimentalitet, som om det er en helt naturlig bevægelse, at mennesker kommer og går og vender tilbage igen, ligesom tidevandet i en by ved et bælt.
I dag er de fem: Rolf selv, to svende, som han begge har udlært, en fugemand og en lærling. Det er en størrelse, han har valgt bevidst, en der passer til det, han vil, og det han ikke vil. For der var en tid, hvor de var elleve, men det var under finanskrisen, og det var ikke lykken, som han siger det med en korthed, der lukker emnet. »Nogle vil sige, at man bare skal udvide, at man skal være flere,« påpeger han. »Men jeg har det fint med det, vi har. Hvis den rigtige dukker op, kan vi godt finde ud af det. Men jeg gider ikke jagte mere bare for at have mere igennem. Så vil jeg hellere sige nej.«
Det er en usædvanlig sætning i en tid, hvor vækst er blevet et selvfølgeligt mål, hvor håndværkerfirmaer i hele Trekantområdet konkurrerer om at tage flere opgaver, ansætte flere folk og dække stadig større geografier. Rolf Christensen har gået den modsatte vej. Han har valgt det tætte, det nære, det familieagtige, og han taler om det med en ro, der ikke ligner trods, men ligner noget, der er faldet helt på plads. »De kan godt lide miljøet, og at vi ikke er så mange,« siger han om sine ansatte. »Vi kommer tæt på hinanden, vi er jo mere sammen i dagligdagen, end vi er med vores egen familie. Det er det, de siger til mig, at de er glade for kollegaerne og sammenholdet.«
De senere år har holdet fundet hinanden, og Rolf har ingen planer om at lave det om, for det virker. Og det er et ord, han vender tilbage til igen og igen igennem samtalen, som en slags grundlov for alt det, han gør og ikke gør: det virker.
Den hylde, de hører til på
Rolf Murer har udstedt omkring 9.000 fakturaer over tyve år. Det er fire-fem hundrede opgaver om året, primært reparationer, ombygninger, forsikringsskader og badeværelser for faste kunder, private og offentlige, boligforeninger. Ikke nye huse, aldrig nye huse, og næsten ingen markedsføring, fordi den kundegruppe, de har, er den kundegruppe, de har brug for.
»Mange af kunderne har vi haft i ti-femten år,« siger han. »De holder ved. De smutter ikke bare.«
Det skyldes en tillid, som ikke opstår af sig selv, men som kræver, at man aldrig slapper af, aldrig tager en kunde for givet. »Det skal ikke være sådan, at man tænker, nu har vi fået den kunde, så kan vi slappe af,« siger han. »Man er hele tiden på for at passe de ting, man har.«
Når man spørger ham, om der er én opgave over tyve år, der står særligt klart, tøver han. Ikke fordi han ikke kan huske nogen, men fordi der har været så mange. Han nævner til sidst Skagen, og det er betegnende, at det ikke er selve arbejdet, der gør det til et minde, men turen derop, planlægningen, det at komme af sted sammen og tænke lidt mere over tingene, så man ikke skulle køre flere gange for at hente et eller andet. Det er karakteristisk for Rolf Christensen, at hans bedste minde fra tyve års murerliv handler om logistik og samvær, ikke om et spektakulært resultat.
Hvad der adskiller Rolf Murer fra andre murerfirmaer, er ifølge ham selv to ting, og kun to ting. »Kvaliteten og servicen,« siger han. »Vi har fundet den hylde, vi hører til på.« Han fortæller, at de nogle gange har været ude at se på opgaver, som en konkurrent havde budt billigere ind på, og at der var sprunget over, hvor det var nemmest. Ikke altid, men det var sket, og det er den slags erfaringer, der har gjort ham sikker på, at hans vej er den rigtige.
Mottoet er »sans for detaljerne«, og det er fristende at tro, at det bare er et slogan, noget en grafiker har sat under et logo. Men Rolf Christensen bruger det som en beskrivelse af noget, der rækker længere end fliser og fugning. »Jeg går meget op i, at vi snurrer tingene,« siger han, at enderne er bundet, at intet hænger løst. Han mener ordentlighed i den mest lavpraktiske forstand, den slags man ikke kan sætte på en faktura, men som kunderne registrerer alligevel. Han giver det videre til sine ansatte, ikke gennem instrukser, men gennem tid og nærvær, ved at arbejde tæt sammen dag efter dag, indtil firmaets måde at gøre tingene på bliver deres egen. »De kan klare mange ting selv,« siger han. »Tilliden er der, og ansvaret følger med.«
Det er derfor, mange af kunderne har været der i ti-femten år. Og det er derfor, mange af de ansatte har det også.
Stopuret og tilliden
Men verden uden for Bogøvænget har ikke stået stille, mens Rolf har snurret tingene. Noget har ændret sig i branchen, og det handler om internettet. Tidligere kom kunderne og sagde: lav et badeværelse. Så foreslog mureren fliserne, og fugerne snakkede man slet ikke om. I dag ved kunderne præcis, hvad de vil have, fordi de har søgt og scrollet og fundet forslag fra hele verden, og nogen gange kan det, de har fundet, slet ikke lade sig gøre. »Så er det svært at få dem ud af den tanke,« siger Rolf. »Det kan godt koste lidt tid.«
Der er mere endnu. »Nogle kan sidde derhjemme med et stopur og holde øje med, hvornår man kommer, og hvornår man går,« siger han, og det lyder ikke som en klage, mere som en konstatering af den tid, vi lever i. »Sådan var det ikke førhen. Men det er fair nok, det er jo også dyrt at have håndværkere.«
Det er et glimt af noget, der løber stille under hele samtalen som en understrøm: et gammeldags tillidsforhold, som langsomt er ved at forandre sig. Hvor håndværkeren engang fik frie hænder, fordi man stolede på faget og på personen, er relationen i dag mere kontraktlig, mere gennemsigtig, mere kontrolleret. Rolf Christensen beklager det ikke, men man kan høre, at han tilhører en generation, hvor et håndtryk var nok, og hvor kvaliteten talte for sig selv, stille og uden dokumentation. For ham handler det stadig om det, det altid har handlet om. »Det der med at skabe noget med hænderne og se resultater og køre rundt i byen og kunne sige: se der, det har vi været med til at lave,« siger han, og der er noget næsten barnligt i den glæde, han beskriver. »Det synes jeg bare er sjovt.«
Sjovt. Ikke stort, ikke vigtigt, ikke livsforandrende. Bare sjovt. Det er et beskedent ord for en livslang drivkraft, men det passer til manden, der sidder her og aldrig har haft brug for mere end Middelfart, aldrig har tænkt sig at skulle andre steder hen. »Jeg ved godt, at nogen synes, det er en lille by,« siger han. »Men det passer til mig. Det er spændende at komme ud, også til store byer. Men det er bare altid rart at komme hjem igen.« Han siger det, som man siger noget, man aldrig har været i tvivl om. »Ude godt, men hjemme bedst.«
De næste tyve
Fremtiden ser ud som nutiden, og det er meningen. Rolf Christensen har ingen planer om at lave noget om. Hans ansatte er nogenlunde jævnaldrende med ham, og ingen af dem har ytret ønske om at gøre noget andet. Så han tænker bare, at de bliver ved, de næste tyve år, som det ser ud, for når det virker, er det jo bare at køre videre.
Når man spørger ham, hvad han gerne vil have, at folk husker Rolf Murer for, svarer han med den samme rolige direkthed, som kendetegner alt, hvad han siger, og som måske er det nærmeste, man kommer en filosofi hos en mand, der ikke bruger store ord om sig selv: »At når der bliver lavet aftaler, så bliver de overholdt. Det er det, jeg fornemmer, er grunden til, at mange kommer tilbage. De har været tilfredse med det, der var aftalt.«
Han holder en kort pause og lader sætningen falde ned over det hele som et låg over en gryde. »Det virker. Det er egentlig rimelig simpelt.«
Og det er det måske også. Rolf Christensen er 48 år, han bor i Middelfart med sin kone og to drenge på 15 og 19, han har aldrig tænkt sig at flytte, og han driver et murerfirma med fire ansatte, der laver hundredevis af opgaver om året uden markedsføring, uden ambition om at vokse, og uden behov for at fortælle en stor historie om sig selv. Sans for detaljerne, står der på hjemmesiden, og man tror ham, fordi han selv ligner en detalje, som nogen har taget sig tid til at lave ordentligt.
Rolf Murer ApS blev stiftet i 2006 og holder til i Middelfart. Virksomheden er medlem af Dansk Byggeri og Middelfart Erhverv.
Log ind
Kommentar