Når kalenderen rammer 6.-8. marts, bliver Fredericia Idrætscenter fyldt med unge fodboldspillere, trænere og familier fra hele landet. Fredericia KFUM og LJ Solution står bag Indoor Girls Cup 2026, der samler 128 pigehold i årgangene 2015, 2016 og 2017.
Interessen er så stor, at 40 hold i øjeblikket står på venteliste. Sidste år deltog 144 hold, men i år er kapaciteten reduceret, fordi hal 1 i Fredericia Idrætscenter ikke kan benyttes på grund af håndboldkampe lørdag og søndag. Derfor afvikles stævnet i fem haller.
I alt deltager spillere fra 52 klubber og foreninger fra hele Danmark.
Stævnet indledes lørdag klokken 09.00 med fælles indmarch, hvorefter der spilles kampe i de fem haller frem til klokken 18.30. Søndag genoptages kampene klokken 08.30 og slutter klokken 16.00 med fælles afslutning i hal 5 og 6.
Alle hold er garanteret mindst 11 kampe hen over weekenden. Undervejs sker der ombrydning to gange, så holdene afslutter i puljer med mere jævnbyrdige modstandere, hvis tilmeldingen i første omgang ikke har været helt retvisende.
Omkring 950 spillere, ledere og trænere skal overnatte på skoler i Fredericia. KFUM står for aftensmad fredag og lørdag samt morgenmad lørdag og søndag. Måltiderne indtages på skolerne, mens frokosten spises i Fredericia Idrætscenter. Ifølge arrangørerne oplever mange hold det som en fordel, at de ikke skal transportere sig rundt for at blive bespist.
I forbindelse med indkvarteringen har arrangørerne bemærket, at pigeholdene i denne aldersgruppe er mere selvkørende end tilsvarende drengehold. Der er ikke lige så mange forældre med til overnatning og bespisning, og mange møder først op i idrætscentret til kampene. Det betyder samtidig, at en del forældre og pårørende overnatter på hoteller og lignende i Fredericia.
Arrangørerne forventer mindst 2.000 spillere, ledere, forældre og pårørende i Fredericia Idrætscenter både lørdag og søndag. Det er tydeligt, at også mange bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer finder vej til hallerne for at følge børnebørnene på banen.
Omkring 150 frivillige fra Fredericia KFUM forventes at være i gang under stævnet for at få det hele til at glide.



















Log ind
Kommentar