På en mudret fodboldbane ved Hyllehøjskolen i Middelfart, omgivet af regn og rå kammeratlighed, mødte vi 10-årige Mikkel Wiggers. Han spiller amerikansk fodbold for Middelfart Stingers AFC og er en af de tre finalister til prisen som Årets Holdkammerat i Danmark. En hæder, der er en del af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) projekt Fremtidens Idræt for Børn og Unge.
Mikkel er stadig ved at forstå omfanget af nomineringen. Da vi spørger, hvordan han fandt ud af det, lyser hans ansigt op i et stort smil:
– Min mor kaldte mig ud i køkkenet og sagde det. Jeg vidste slet ikke, at jeg var meldt til, så jeg tænkte bare: ‘Hvad nu?’ Det var virkelig vildt, fortæller han.
For Mikkel er nomineringen et udtryk for, at det betyder noget, når man hjælper og støtter sine holdkammerater.
– Jeg føler, det er lidt et klap på skulderen for, at man gør noget, som andre sætter pris på. At man hjælper og støtter andre.
En holdkammerat der gør en forskel
Prisen som Årets Holdkammerat gives til de børn og unge, der formår at gøre en særlig forskel på deres hold. For Mikkel handler det om at være der for sine holdkammerater:
– Jeg prøver altid at sige ‘Kom igen!’ og støtter dem, der måske har en dårlig dag. Hvis nogen går lidt for sig selv, spørger jeg, hvad der er galt. Jeg synes selv, det er rart, når nogen lytter til én, når man er træt, forklarer han med en modenhed, der strækker sig langt ud over hans ti år.
Mikkel mindes især en oplevelse fra en camp, hvor hans gode holdånd blev anerkendt, da han blev kåret som bedste holdkammerat:
– Det var dér, jeg tænkte: ‘Måske er jeg faktisk en god holdkammerat.’
En klub der føles som familie
Hos Middelfart Stingers AFC, der holder til på Hyllehøjvej, er sammenhold en grundlæggende del af klubkulturen. Både på micro- og mini-holdene lægger man vægt på, at alle spillere på banen har en vigtig rolle, uanset deres evner eller fysik. Det er en egenskab ved amerikansk fodbold, som klubben mener styrker både det sociale og det sportslige fællesskab.
Mens vi står på sidelinjen og kigger ud på de små linjemænd, der danner en mur for at beskytte quarterbacken, forklarer de, hvordan sporten giver plads til alle. Uanset om man er hurtig, stærk eller taktisk dygtig, er der en vigtig plads på banen, hvor hver spiller bidrager med noget og det skaber et naturligt sammenhold, hvor alle føler sig værdsatte.
– Det bedste ved at være med i Stingers er, at vi er så gode venner. Der er aldrig nogen, der bliver sure. Vi er bare tætte hele tiden, siger Mikkel, og fortæller om det bedste minde han har med klubben:
– Det bedste minde var nok, da vi havde en overnatning på en skole. Vi var der i to dage, spillede, hyggede os, spiste popcorn og så film. Det var sjovt og hyggeligt.
Han fortæller også, hvordan hans far, der selv er træner på holdet, har lært ham vigtigheden af at være en god holdkammerat:
– Min far siger altid, at det er lige meget, hvor god du er til sporten, hvis du ikke er en god holdkammerat. Det nytter ikke noget at være ligeglad med de andre i en holdsport. Man skal hjælpe hinanden.
Nomineret blandt de bedste
Ud af 140 indstillede unge på landsplan er Mikkel én af tre finalister. Prisen uddeles 4. januar 2024 ved det store Sport 2024 i Herning, hvor vinderen modtager 50.000 kroner til en oplevelse for holdet. De to andre finalister, Jana Uqqar fra Kolding Taekwondo Klub og Silas Junker fra HOG Fodbold i Favrskov, er også kendt for deres ekstraordinære holdånd.
– Jeg synes, det er fedt, at klubben får opmærksomhed. Vi er ikke den største klub, så det betyder meget, når nogen lægger mærke til os, siger Mikkel.
Når vi spørger, hvad han vil gøre, hvis han vinder, tøver han ikke:
– Jeg vil sige tak til mine holdkammerater, for det handler ikke kun om mig – det handler om hele holdet. Og så vil jeg bruge nogle af pengene på noget sjovt for holdet, som at køre gokart eller tage til Djurs Sommerland.
På en mudret bane, midt i regn og grin, står den ikke så høje Mikkel og råber opmuntrende til sine holdkammerater. Han fortæller med et smil, hvordan det betyder noget, at nogen lægger mærke til deres indsats:
– Det viser, at selv en lille klub kan være stor som et sammenhold.