KRIMI. Det blev et døgn med flere voldssager for Sydøstjyllands Politi i Fredericia, da både Ryes Plads og Oldenborggade blev skuepladser for voldsomme optrin lørdag, fortæller politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi.
Den første hændelse fandt sted omkring klokken 01.00 natten til lørdag på Ryes Plads midt i byens natteliv, hvor tre mænd kom op at diskutere. Diskussionen udviklede sig hurtigt fra højlydte ordvekslinger til en fysisk konfrontation, hvor et glas blev taget i brug.
»Der er tre kombattanter, der kommer op at diskutere, og det udvikler sig til, at den ene bliver slået med et glas i hovedet og kommer lettere til skade,« fortæller politikommissær Michael Schuh.
Politiet var hurtigt fremme og fik kort efter fat i to mænd på henholdsvis 28 og 30 år. Begge blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Under afhøringen forklarede de sigtede, at de havde handlet i selvforsvar. Men da politiet spurgte nærmere ind til episoden, havde mændene svært ved at redegøre for, hvordan glasset var kommet ind i billedet.
»Når man bliver slået med et glas, så er det dét, vi kalder kvalificeret vold. Begge de sigtede har været anholdt og er afhørt til sagen, så efterforskningen er sådan set næsten færdig,« lyder det fra Michael Schuh.
Den 20-årige mand, der blev slået med glasset, er bosat i Fredericia og slap med lettere skader. Politikommissæren har dog ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.
Men weekendens vold sluttede ikke dér. Lørdag aften klokken 21.26 modtog Sydøstjyllands Politi endnu en anmeldelse om vold – denne gang i Oldenborggade ud for nummer 54.
Her var en 27-årig mand fra Fredericia blevet udsat for vold på åben gade. Han fortalte politiet, at han var blevet slået mellem fem og ti gange med knyttede næver og desuden havde fået en skalle direkte i ansigtet.
Ifølge politikommissær Michael Schuh var gerningsmanden ikke ukendt for offeret.
»Gerningsmanden til episoden er kendt af den forurettede, så ham skal vi selvfølgelig ud og have fat i. Vi har ikke haft fat i gerningsmanden endnu – eller mistænkte, som han er indtil videre,« siger Michael Schuh og tilføjer, at den mistænkte er en 20-årig mand, der også bor i Fredericia.
Politiet arbejder nu på at få kontakt til den mistænkte, som altså endnu ikke er anholdt. Sagen efterforskes derfor fortsat.
Allerede fredag aften måtte politiet desuden rykke ud til to andre episoder. Klokken 18.20 var det på Lumbyesvej i Madsbyparken, at to påvirkede mænd på henholdsvis 33 og 34 år var kommet op at slås, hvilket resulterede i, at begge blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Kun ti minutter senere, omkring klokken 18.30, var politiet også til stede på Fredericia Banegård, hvor et skænderi mellem et kærestepar eskalerede, og manden endte med at tildele kvinden et knytnæveslag i ansigtet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.