I AVISEN fra 2. marts kunne man læse:
”I 15 år er der blevet godkendt byggerier ved den fredede Fredericia Vold, men det strider imod reglerne, da det er sket på et fredet område. Gennem alle årene har Christian Bro (A) siddet i Teknisk Udvalg, som han nu er formand for, men han har ikke kendt til reglerne.”
Ak ja – så ser vi igen et eksempel på politikernes mangel på indsigt og viden om, hvad de sidder med ansvar for.
Vi har Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg, som er fredet, hvilket tilsyneladende ikke gør det store indtryk på forvaltningen eller de ansvarlige politikere.
Formanden for Teknisk Udvalg udtaler, at det er han aldrig blevet gjort opmærksom på at man ikke må bebygge det fredede voldanlæg. Han udtaler: – Det er i og for sig en myndighedsopgave, som ligger både hos forvaltningen og ultimativt hos os i byrådet. Der er ikke andet at gøre end at vi nu retter ind efter bekendtgørelsen. Hvordan det er opstået, ved ingen.
Ja men du godeste, skal man gøres opmærksom på, hvad der findes af regler og bestemmelser. Det svarer jo til, at hvis jeg kører over for rødt, skal jeg ikke drages til ansvar, for der er jo ingen, der har gjort mig opmærksom på at det er ulovligt!
Som tidligere mangeårigt medlem og sekretær i Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold gør det mig ondt at se, hvor lemfældigt man tilsyneladende tager på reglerne om et fredet voldanlæg. Når man modtager en bekendtgørelse, hvad man tilsyneladende gjorde for15 år siden, ryger den så bare ned i en skuffe uden at der sker mere? Jeg har fuld forståelse for, at forvaltningen selvfølgelig ikke kan orientere byrådet om alt, hvad de arbejder med, men når der kommer en bekendtgørelse, der som her, har direkte indflydelse på arbejdet i Teknisk udvalg, og man ikke orienterer om det og heller ikke selv foretager sig det fornødne, ja så er det jo dybt uansvarligt og udviser en bekymrende mangel på dømmekraft og ansvarlighed!
Uanset en bekendtgørelse eller ej, burde man ikke bare dispensere for at der bebygges på det fredede voldanlæg. Man søgte for få år siden om at få voldanlægget godkendt som verdens kulturarv, men fik et kort og klart afslag. Tja – vel ikke helt uforståeligt, når kommunen selv ser stort på fredningen. Her kan jeg komme med et klart eksempel, som fandt sted samtidig med ansøgningen.
Den gamle vandværksbygning, hvor byrådet vedtog en principbeslutning allerede i 1978 om, at når den i bygningen eksisterende børnehaven lukkede, skulle voldanlægget føres tilbage til sin oprindelige konstruktion. Landskomiteen gjorde opmærksom på denne principbeslutning og henviste samtidig til, at Slots- og Kulturstyrelsen i et notat til kommunen, advarede mod at sælge ejendommen til private. Notatet er fra 2014, og ejendommen blev trods det sendt i udbud i 2015. Historien er velkendt. Man fik kun en brøkdel af den forlangte salgssum, og der fulgte et langt og enerverende forløb med fredningsmyndighederne for den nye ejer.
Ole Dyrn
Fælledvej 21
Fredericia