En af de sidste brikker i FC Fredericias sammensætning af denne sæsons trup er faldet på plads. Det sker, idet klubben har hentet keeperen Valdemar Birksø fra FC Midtjylland på en tre-årig aftale.

FC Fredericia har hidtil i denne opstart kun haft Mattias Lamhauge tilknyttet som keeper. Til at supplere ham har en fra klubbens U19-hold trænet med, men det har ikke været en holdbar situation. Det er der nu lavet om på, da FC Fredericia har sikret sig Birksø, som tidligere har haft et lejeophold i netop den fredericianske klub.

Første gang han blev tilknyttet var i sommeren 2022, hvor han var fast keeper sæsonen igennem, og det var også planen, at han skulle være det igen i 2023/24-sæsonen, men det lavede en alvorlig skade om på i starten af efteråret 2023. Derfor blev Valdemar Birksø kaldt retur til FC Midtjylland, hvor han siden har genoptrænet. Det er gået som planlagt, og nu er tiden inde til, at Birksø tager næste skridt videre i karrieren.

– Med tilgangen af Valdemar øger vi konkurrence situationen på målmandsposten, ligesom vi har flere markspillere på hver position. Derfor glæder vi os over at tilføje Valdemar til truppen, da det vil højne kvaliteten i den daglige træning og skærpe konkurrencen på målmandsposten. Vi kender ham rigtig godt og vi ved at han er vedholden og ærgerrig, og det gør at vi får en spiller ind som kommer til at bidrage til kulturen i klubben, siger FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen.

Birksø, der får nummer 90 i FC Fredericia, står noteret for 42 kampe i FC Fredericia, hvor det er blevet til clean sheet 13 gange.