I 2004 stillede jeg for første gang op til EU-parlamentet. Det er 20 år siden og der er sket meget i verdenen siden dengang. Men i hvert fald et emne fra dengang er fortsat et stort emne i dag. Dette er emne er dyretransporterne til slagterier rundt omkring i Europa.

Under valgkampen i 2004 blev der lavet videooptagelser af bl.a. kalve og heste, der var frygtelige at. Små kalve blev kørt i flere døgn til slagterier, fordi dette var billigere end at køre dem til det nærmeste slagteri. Det var noget svineri i 2004 og det er forsat noget svineri i 2024.

Jeg ærgrer mig over, at dette svineri ikke er løst endnu og der er lavet lovgivning, der sætter en maksgrænse for dyretransporter i EU. Desværre har det indre marked den konsekvens, at levende dyr også betragtes som en vare på lige fod med dåsetomater, opvasketabs og hårnåle.

Efter min opfattelse bør levende dyr fragtes til det nærmeste slagteri og denne tur bør maksimalt være otte timer lang.

Måske ville et fælleseuropæisk transportmærke være en løsning. Der skal simpelthen være et mærke, der tilkendegiver, om kødet i pakken er transporteret under 8 timer, da dyret var levende. Jeg medgiver, at man kan fare vild i forskellige mærkningsordninger, men alternativet er små kalve, der kommer på langtur rundt i Europa. Og dette var uholdbart i 2004 og er fortsat uholdbart i 2024.

Allan Søgaard-Andersen

EU-kandidat for SF