PLEJEHJEM. Kirsten Hassing Nielsen (C) sidder i bilen, da telefonen ringer. Lyden fra landevejen suser svagt igennem samtalen, men ordene står klart. Det handler om ældreplejen, om mennesker, der vågner om natten, og om medarbejdere, der hver eneste nat forsøger at skabe en følelse af tryghed i stilheden. Det handler om Fredericia, og det handler om tal, der gør ondt.
VIVE-rapporten har sat fokus på nattevagterne på landets plejehjem. Fredericia skiller sig ud med gennemsnitligt 23,5 borgere per nattevagt i hverdagen, og i weekenderne stiger tallet til næsten 28. Kirsten Hassing Nielsen reagerer prompte med en tone, der afslører en klar bekymring.
»Jeg synes da, det er mange borgere at have ansvar for. Det lyder af rigtig meget,« siger hun, inden stilheden igen fylder bilen for et kort øjeblik.
Man fornemmer, at tallene ikke blot er statistik for hende. De repræsenterer mennesker, der ligger vågne om natten, og ansatte, der slider sig igennem vagterne. Og netop derfor insisterer hun på, at tallene ikke må stå alene. Bag gennemsnitstallene gemmer sig nemlig en række forskellige virkeligheder ude på Fredericias plejehjem, og de kan være vidt forskellige.
»Jeg vil gerne have, at vi får fuldstændig klarhed i udvalget over, hvordan det konkret ser ud på de enkelte plejehjem i Fredericia. Det overblik har jeg ikke lige nu. Men når vi sammenligner med selvejende plejehjem, hvor jeg ved, at man kan være tre-fire medarbejdere om natten, så er der i hvert fald noget at være nysgerrig på,« siger hun eftertænksomt, mens man næsten kan mærke hendes tanker forsøge at finde vej til løsninger.
Hun understreger samtidig, at det ikke kun handler om medarbejdernes arbejdsbelastning. Hun har haft samtaler med nogle af dem, det hele drejer sig om, nemlig beboerne selv. Deres fortællinger gør indtryk på hende.
»Jeg har været i snak med nogle beboere på plejehjemmene i Fredericia, som faktisk har en oplevelse af, at bemandingen især om natten kan være udfordret. Hvis der er én borger, der skal have hjælp, så kan det tage lang tid, og så er det ikke sikkert, at man kan nå rundt til alle, eller at de måske skal vente noget længere tid,« fortæller hun med en alvor i stemmen, der afslører, at beboernes oplevelser har gjort dybt indtryk.
Hendes ord hænger lidt i luften, mens motorens svage brummen blander sig med eftertænksomheden. For Kirsten Hassing Nielsen er det klart, at bag statistikkerne ligger der en virkelighed, som fortjener både opmærksomhed og handling. Og måske er det netop dér, hendes nysgerrighed har sit afsæt. For når der findes steder, hvor bemandingen kan være tre eller fire om natten, så må Fredericia også kunne finde en vej. Det er i hvert fald det, hun gerne vil undersøge nærmere.
Og måske er det netop det, politik handler om. At være nysgerrig. At turde stille spørgsmål, især når svarene gør ondt. Kirsten Hassing Nielsen erkender åbent, at arbejdsforholdene har betydning for, om mennesker overhovedet har lyst til at arbejde i ældreplejen.
»Hvis du har ansvar for så mange beboere, samtidig med at opgaverne bliver stadig mere komplekse, så forstår jeg godt, at folk kan tvivle på, om de skal vælge det fag, eller om de kan blive ved med at holde til det. Det hænger rigtig meget sammen med at skabe en attraktiv arbejdsplads,« siger hun bestemt.
Ordene får plads til at sætte sig, og for Kirsten Hassing Nielsen handler det om noget mere grundlæggende end blot tal på et papir. Det handler om, hvordan medarbejderne oplever deres arbejdsliv, og om hvad der skal til, for at mennesker får lyst til at stå op om morgenen og tage vagten på plejehjemmet. For Kirsten er svaret klart. Det kræver, at man som medarbejder føler sig værdsat og har mulighed for at gøre sit arbejde ordentligt.
Hun fortæller også om konkrete oplevelser. Samtaler med beboere på plejehjem i Fredericia, hvor især natten opleves som udfordret. For når en beboer kalder om natten, og hjælpen er optaget, risikerer andre at vente længe.
»Jeg har talt med nogle af beboerne, og selvom det måske er enkeltstående tilfælde, så skal vi tage det alvorligt. De fortæller jo, at hvis der er én borger, der skal have hjælp, så kan det tage tid. Og så er det ikke sikkert, de andre kan få hjælp med det samme. Den oplevelse ved jeg, nogle af vores borgere har haft,« siger hun med en oprigtighed, der vidner om, at hun tager problemet alvorligt.
Det er den slags samtaler, der bliver hængende hos hende. Samtaler med mennesker, der ikke beder om det store, men blot ønsker at blive hørt og set, når mørket falder på. Det er her, Kirsten Hassing Nielsen forbinder linjerne mellem medarbejdere og beboere. For arbejdsforholdene har direkte indflydelse på kvaliteten af den pleje og omsorg, der gives.
Og måske er det netop denne alvor, der får hende til at tale om ansvar på en måde, som politikere ikke altid gør. Hun peger ikke fingre, men fastholder, at løsningen på rekrutteringsproblemerne ikke udelukkende er politisk. Ansvaret er fælles, mener hun.
»Jeg ved godt, at mange peger på os politikere og siger, at vi ikke har været gode nok til at rekruttere. Men det er et delt ansvar. Vi kan ikke trylle hænder frem som politikere. Men vi kan samarbejde bedre med for eksempel Social- og Sundhedsskolen og arbejdspladserne om at gøre jobbet mere attraktivt,« siger hun og lader ordene hænge lidt, som en invitation til fælles handling.
For Kirsten handler det om at give medarbejderne noget tilbage, som de måske har mistet undervejs i årene med stigende krav og mere bureaukrati. Hun nævner ordet afbureaukratisering med en tydelig vægt. For det, mener hun, er en af nøglerne til at løse problemerne.
»Vi skal se på, hvad det er for nogle opgaver, medarbejderne skal prioritere, og hvad vi kan tage fra dem. Hvis vi kan fjerne noget af bureaukratiet, så får de mere tid til borgerne. Det er netop det, vi kan gøre noget ved politisk. Vi kan skabe bedre rammer,« siger hun med en klar stemme, der afslører, at hun mener hvert ord.
Så bliver hun spurgt om konkrete strategier i kommunen for at gøre arbejdet i ældreplejen mere attraktivt. Her tøver Kirsten Hassing Nielsen en anelse, inden hun erkender, at der stadig er lang vej endnu.
»Vi har ikke gjort nok endnu. Der er ingen tvivl om, at vi kan gøre det bedre. Men jeg synes også, at vi er på vej i en positiv retning. Vi er ikke nået i mål, men vi arbejder i det mindste hen mod noget, der ligner en bedre virkelighed for både medarbejdere og borgere,« siger hun ærligt.
Det er ikke bare politikersnak, men en oprigtig erkendelse af, at der er ting, der kunne være gjort bedre. Men også et tegn på, at viljen er til stede til at rette op og tage ansvar.
For hende handler politik derfor ikke om at sidde stille og vente på, at tingene løser sig selv. Det handler om modet til at stille de svære spørgsmål og om viljen til at gøre noget ved svarene. Kirsten Hassing Nielsen er klar over, at Fredericia stadig har en del at lære. Af sig selv, af medarbejderne, af borgerne, men også af de kommuner, der måske allerede er lykkedes lidt bedre.
»Der er ingen tvivl om, at vi stadig har et stort arbejde foran os. Men vi er nødt til at tage fat om problemerne nu. Og hvis det kræver, at vi skal tænke anderledes, så er jeg klar til det. For i sidste ende handler det her jo ikke om os politikere. Det handler om de mennesker, der bor på vores plejehjem. Det handler om deres tryghed og deres ret til værdighed,« siger hun afsluttende.
Og mens samtalen slutter, og lyden fra bilen igen overtager rummet, sidder man tilbage med en klar fornemmelse af, at Kirsten Hassing Nielsen har sagt præcis, hvad hun mener. Ikke bare som politiker, men som et menneske, der oprigtigt ønsker en forandring.
Læs også
