PLEJEHJEM. Susanne Eilersen (O) går stille ned ad trappen til kælderen, som om bevægelsen giver hende ro til at formulere sine tanker. Når hun taler, mærker man hurtigt, at der ligger en alvor bag ordene, som rækker længere end politik og mødeborde. Det handler om noget dybere, noget helt grundlæggende. Noget, der vækker hendes bekymring.
Susanne Eilersen tager telefonen onsdag formiddag og går i kælderen for at tale om et emne, der fylder meget i hendes politiske virke – de svage og ældre medborgere. Hun har tidligere stået uden for et kommunalt budget, fordi hun nægtede at medvirke til store besparelser på området. I år er hun dog med i budgettet, og VIVEs undersøgelse vækker bekymring hos hende.
»Det er en udfordring, at der er så få medarbejdere om natten på vores plejehjem. Der er steder, hvor afstandene er store, og hvor bygningerne har flere etager. Når en medarbejder om natten har ansvar for næsten 24 beboere, så bekymrer det mig helt vildt meget,« siger hun og trækker vejret tungt, inden hun fortsætter.
Man kan næsten mærke natten falde på i hendes ord, mærke hvordan stilheden fylder gangene, mens nattevagten bevæger sig rundt i det svage lys. Hun fortæller videre med en stemme, der emmer af både bekymring og respekt for dem, der hver eneste nat tager ansvaret på sig.
»Vi ved jo, at demente borgere ofte vender op og ned på nat og dag, at de vågner og rumsterer rundt om natten. Derfor er det et enormt ansvar at være alene med 23-24 beboere. Hvis én beboer falder ud af sengen, samtidig med at en anden skal på toilettet, så har vi altså et stort problem. Og det er et problem, vi ikke må ignorere. Det er ikke bare et tal i en rapport – det handler om mennesker,« understreger Susanne Eilersen.
Hendes ord hænger et øjeblik i luften, som om alvoren trænger igennem væggene i rummet. Og hun tilføjer med en oprigtig bekymring, der tydeligt kan mærkes:
»Det handler også om arbejdsforholdene for vores medarbejdere. Vi har nogle virkelig dygtige medarbejdere, som ønsker at levere et godt stykke arbejde, men hvis de skal gå hjem frustrerede over ikke at have kunne gøre nok, fordi de har manglet et par hænder, så er det uholdbart.«
Hun stopper kort op. For Susanne Eilersen er hver nat på Fredericias plejehjem et spørgsmål om værdighed – både for medarbejdere og borgere. Et spørgsmål, der kræver mere end blot gode intentioner. Det kræver handling.
Derfor har hun reageret hurtigt og bedt administrationen i Fredericia Kommune om en grundig redegørelse. Hun ønsker en analyse af, hvorfor man bruger færre penge på ældreområdet, og hvorfor nattevagterne oplever så stort et pres sammenlignet med kommuner lige i nærheden, især Middelfart, der blot ligger få kilometer væk.
I Middelfart er situationen anderledes. Her er belastningen om natten markant mindre med cirka 14 borgere per medarbejder. En forskel, der næsten er til at tage og føle på. Det får Susanne Eilersen til at stoppe op, mens hun med en vis undren i stemmen konstaterer, at forskellen mellem de to nabobyer er næsten surrealistisk stor, når man tager afstanden mellem dem i betragtning.
»Helt klart skal vi lære af Middelfart. Det handler ikke kun om at beundre deres tal, men om at forstå, hvorfor de lykkes. Hvordan de organiserer arbejdet, hvordan de prioriterer ressourcerne, og hvordan deres medarbejdere oplever det at gå på arbejde,« siger hun med en nysgerrighed, der afslører et oprigtigt ønske om at hente inspiration hos naboen på den anden side af bæltet.
Hun holder en kort pause, inden hun svarer.
»Dansk Folkeparti vil arbejde målrettet på, at vi i Fredericia gør tingene anderledes. Vi vil kigge nærmere på mulighederne for at blive frikommune eller gennemføre lignende frisættelser på ældreområdet. Vi skal kuglegrave hele området og turde tænke nyt,« siger hun bestemt, mens stemmen bærer en insisteren på, at Fredericia ikke kan fortsætte, som man plejer.
Hun minder om, at Fredericia historisk set ofte har gået sine egne veje og været i front, når der skulle tænkes nyt. Det vil hun gerne tilbage til. Med hendes egne ord betyder frisættelse ikke nødvendigvis privatisering eller nedskæringer, men derimod at have modet til at give medarbejderne mere ansvar og frihed til at løse deres opgaver bedst muligt. Susanne Eilersen er sikker på, at netop dét kunne være med til at gøre jobbet mere attraktivt og dermed tiltrække flere kvalificerede medarbejdere.
»Vi bliver heldigvis flere ældre, men vi får færre hænder til at løfte opgaverne. Derfor kan vi ikke blive ved med at gøre tingene på samme måde. Der skal tænkes anderledes. Vi skal finde nye løsninger, ellers svigter vi både borgerne og vores medarbejdere,« tilføjer hun med den form for klarhed i stemmen, der afslører, at dette ikke blot er en politisk kamp, men også en personlig mærkesag.
Susanne Eilersen trækker en linje mellem nutidens udfordringer og fremtidens behov. Det handler om at se tingene i øjnene, erkende de svære vilkår og derefter handle. Hun fortæller åbent, at Fredericia Kommune aktuelt mangler en klar strategi for rekruttering og kompetenceudvikling. Det frustrerer hende tydeligt, for som hun siger med alvor i stemmen, er det nu, der skal handles. Ikke om to eller fem år, men nu.
»Desværre har Fredericia Kommune ikke i øjeblikket en egentlig strategi for, hvordan vi sikrer kvalificeret personale. Det mener vi i Dansk Folkeparti, at kommunen burde have haft for længst. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på en ny ældrelov i 2027. Vi må handle nu,« siger hun og efterlader ingen tvivl om alvoren.
Det er tydeligt, at hun er fast besluttet på at få dette område højt op på den politiske dagsorden i den kommende tid. For hende handler det om, at Fredericia igen bliver en kommune, hvor man med stolthed kan sige, at man passer ordentligt på sine ældre – og på dem, der hver eneste nat gør deres yderste for at hjælpe.
Læs også
