Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dkOpinion

Vi håber at Demensfælleskabet Lillebælt får lov at overleve sparekniven

Vi håber at Demensfælleskabet Lillebælt får lov at overleve sparekniven

Kære politikere i Fredericia byråd.

I står overfor en stor spareøvelse. Der er nok ikke ret mange, der misunder jer den opgave.

Vi vil henlede opmærksomheden på det helt unikke tilbud der er i Fredericia, nemlig Demensfællesskabet Lillebælt. Det kan både I politikere, vi og resten af kommunen være stolte af.

Og hvad er så Demensfællesskabet Lillebælt.

Demensfællesskabet Lillebælt tilbyder en lang række aktiviteter til både mennesker med demens og deres pårørende.

Ligesom vores virke, som frivillige ikke ville kunne fungere uden frivilligkoordinatoren, så er demenskonsulenterne og musikterapeuten en vigtig rygrad i Demensfællesskabet. Man skal tænke på, at vi som frivillige ikke er fagpersoner. Derfor er vi helt afhængige af at kunne søge råd og vejledning i hverdagen og søge sparring hos de ansatte fagpersoner.

Lige i øjeblikket er vi 23 frivillige, som bruger en del af vores tid på at medvirke til at give brugerne en god oplevelse og en pause i hverdagen. Så her må det da i den grad siges, at vi som en del af civilsamfundet tager ansvar og bidrager! Den tid vi tilsammen bruger, svarer til godt 6 årsværk. Men vi gør det med glæde. Men da vi ikke er fagpersoner og blot frivillige, kan vi aldrig tage os af administrative, økonomiske eller ledelsesopgaver. Det er ganske enkelt ikke lovligt.

I det aktuelle ½ årskatalog er der ikke færre end 45 forskellige aktiviteter. Nogle aktiviteter kun én gang hver ½ år, andre hver uge eller hver anden uge! Men der foregår noget hver eneste dag i løbet af ugen. Ofte flere ting samtidig.

Hvorfor dette læserbrev?

Jo vi håber på, at Demensfællesskabet Lillebælt får lov til at overleve sparerunden.

Hvorfor?

Fordi det gør en forskel for mennesker i en sårbar situation. Det giver både de mennesker, som er ramt af sygdommen og deres pårørende et lille pusterum i en meget presset hverdag.

Får vi frivillige noget for det?

Ja! Men hverken penge eller frynsegoder. Nej vores betaling er ganske enkelte de små lys der tændes i øjnene på brugerne. Det altid gode humør og lette stemning. Og alle de mange gange, vi får tak for vores indsats. Det er det hele værd!

De mange, mange mennesker som lever med en demenssygdom i Fredericia, og deres mange pårørende, fortjener en kvalificeret hjælp, samt nogle timer hvor man kan få et pusterum.

Det kan man i Demensfællesskabet Lillebælt!

Derfor er det virkelig vigtigt med ansatte, der besidder de specielle kvalifikationer og kompetencer, som kan understøtte og vejlede de ramte familier. Og som kan understøtte vi frivillige

Så kære politikere vi anmoder jer venligst om, at frede Demensfællesskabet Lillebælt fra sparekniven.

Det vil jo også falde godt i tråd med ældreminister Jacob Marks intentioner om at styrke indsatsen på demensområdet.

Læs også

Kultur og sport er ikke et frikort til kommunal støtteKOM NU FREDERICIA, hjælp dem, der har behov, med næstekærlighed.Når kommunen helst vil tale på skriftEn Mål-løs Verden, der savner retning