Venstrefløjens undskyldning for at gøre alle fattigere
Når venstrefløjens idé om politisk retfærdighed bliver et krav om, at alle skal ende lige fattige, have samme status og tænke ens, begynder lighedsidealet at ligne planøkonomi. Stat og kommunre forsøger ikke blot at fordele pengene, men også at styre menneskers muligheder og liv. Det er ikke retfærdighed. Det er fattigdom med ligelig fordeling – og frihed på rationeringskort.
En satirisk ordbog kan ramme noget, når den vender politiske slagord på hovedet. Men den bliver for let, hvis den kun kalder skat for røveri og solidaritet for misundelse. Den egentlige debat handler om noget mere grundlæggende: Hvem skaber værdierne, hvem bestemmer over dem, og hvad sker der, når staten tager stadig større ansvar for menneskers valg?
Venstrefløjen taler om lighed, solidaritet og retfærdighed, som om velstanden blot ligger klar til fordeling. Men velstand opstår ikke af sig selv. Den skabes af mennesker, der arbejder, tager ansvar, investerer, opfinder, driver virksomhed og løber en risiko. Hvis politikken gør det mindre attraktivt at skabe, investere og tage ansvar, risikerer vi med tiden at få mindre at dele ud af.
En af socialismens mange svaghederne er den omfattende omfordelingspolitik, de lægger større vægt på fordelingen af værdierne end på, hvordan værdierne bliver skabt. Man kan ikke beskatte sig til velstand, og man skaber ikke nødvendigvis mere retfærdighed ved at gøre forskellene mindre på papiret, hvis resultatet bliver færre muligheder og lavere velstand.
Lighed er ikke det samme som, at alle skal være ens. Et frit samfund bør give mennesker en reel chance for at komme videre gennem uddannelse, arbejde og hjælp, når livet rammer. Men ens resultater bør ikke være målet, og ikke enhver forskel er et problem, som staten eller kommunen skal rette op på.
Hvad sker der med friheden, når stadig flere beslutninger flyttes fra borgeren til systemet? Når politikere bestemmer, hvem der skal betale, hvem der skal have støtte, og hvilke valg der anses for de rigtige, vokser både reglerne og administrationen. Velfærd er vigtig, men den bør først og fremmest handle om mennesker, der får den hjælp, de har brug for – uden at blive fanget i et system, der bruger for meget energi på at styre dem.
Solidaritet kan være et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, når behovet er reelt. Men solidariteten mister sin moralske kraft, hvis den reduceres til, at et flertal kan beslutte, hvor meget andre skal betale, uden at tale åbent om regningen og virkningen. Skat er ikke i sig selv røveri; den finansierer fælles opgaver. Men det gør ikke enhver skat, afgift eller offentlig ordning fornuftig eller retfærdig.
Med liberalisme skabes et samfund, hvor mennesker får hjælp, når de har brug for den, uden at straffe dem, der skaber arbejdspladser, tager ansvar og bidrager til vækst?
Venstrefløjens idéer fortjener kritik, når de lover retfærdighed uden at forklare prisen. Men liberal kritik skal også være præcis: Målet er ikke et samfund uden fællesskab. Målet er et fællesskab, der hjælper uden at kvæle initiativet, og som giver mennesker frihed til at forme deres eget liv.
Hvis vi gør lighed til et mål i sig selv, risikerer vi til sidst at dele mindre velstand mellem flere. Det er ikke en sejr for retfærdigheden. Det er bare en fattigere udgave af den.
