Fredericia Kommune har forlænget samarbejdsaftalen med Skærbæk Beboerforening om driften af Café Strandparken. Aftalen, der oprindeligt var midlertidig frem til 1. november 2024, er nu blevet forlænget, men beboerforeningen har klart udtrykt ønske om en mere langsigtet løsning. To Venstre-politikere, Kenny Bruun Olsen og Niels Martin Vind, har besøgt beboerforeningen og lyttet til deres ønsker og planer.

Strandparken har siden i sommer været drevet frivilligt af beboerforeningen, efter det ikke lykkedes at finde en forpagter til stedet. Niels Martin Vind, medlem af Bosætning- og Turismeudvalget, anerkender beboerforeningens indsats:

– Der blev fremlagt en status på Strandparkens drift, som har været en udfordring, da man ikke kunne finde en forpagter til stedet. Derfor har beboerforeningen taget opgaven på sig og drevet stedet frivilligt. Det har været en midlertidig løsning, men beboerforeningen har tydeligt givet udtryk for, at de ønsker en længerevarende aftale, så der kan skabes mere stabilitet omkring projektet, siger han.

Ifølge Vind har stedet haft mange besøgende over sommeren, hvilket vidner om Strandparkens potentiale som samlingspunkt for lokalområdet.

Økonomisk potentiale skaber optimisme

Café Strandparkens udsigt.

Kenny Bruun Olsen, medlem af Teknisk Udvalg, fremhæver, at økonomien er en væsentlig faktor i drøftelserne om Strandparkens fremtid.

– Økonomien spiller selvfølgelig en vigtig rolle i den videre proces. Det er dog værd at bemærke, at stedet har haft en omsætning på 300.000 kroner i den periode, hvor det har været drevet af frivillige ildsjæle. Det viser, at der er et grundlag for at skabe en bæredygtig drift, hvis de rette rammer kommer på plads, siger Kenny Bruun Olsen.

Han tilføjer, at der nu igangsættes dialog med relevante udvalg for at finde en løsning, der sikrer en fremtidig model for Strandparkens drift.

Politisk behandling på vej

Niels Martin Vind oplyser, at sagen formentlig vil blive taget op på næste møde i Teknisk Udvalg:

– Vi har haft gode drøftelser med udvalget, hvor der er blevet fremlagt ideer og forslag. Der er en konstruktiv dialog med forvaltningen, og det er herfra, at sagen vil bevæge sig videre til politisk behandling, forklarer han.

Den forlængede aftale giver Fredericia Kommune og Skærbæk Beboerforening tid til at drøfte fremtidige løsninger, men beboerforeningen ønsker klarhed og længere perspektiv. Samtidig er der enighed blandt de involverede parter om, at Strandparken har stor værdi for både lokalsamfundet og besøgende udefra.

Med politisk velvilje og fortsat engagement fra beboerforeningen er der håb om en langsigtet løsning, der kan sikre Strandparkens udvikling som et attraktivt samlingspunkt for Skærbæk og omegn.