POLITIK. Venstre var lørdag formiddag talstærkt mødt op i Fredericias gågade med flyers, smil og et tydeligt budskab om, at Fredericia efter kommunalvalget den 18. november 2025 skal have en blå borgmester. AVISEN mødte Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, til en snak om det kommende valg.
»Vores budskab er klart: Fredericia skal have en blå borgmester. Vi mener, det er tid til nye kræfter og nye visioner for byen. I dag står vi her først og fremmest for at ønske fredericianerne en rigtig god sommer og samtidig minde dem om, at der efter sommerferien venter en utrolig spændende og vigtig valgkamp,« fortæller Peder Tind.

Han understreger, at han personligt glæder sig meget til den kommende valgkamp, og at han især ser frem til at komme ud i hele byen og møde borgerne ansigt til ansigt. Tind fremhæver, at netop dialogen med fredericianerne er afgørende for, hvordan fremtiden skal forme sig.
»Valgkampen handler om Fredericias fremtid. Jeg ser frem til mange gode debatter, hvor borgerne kan stille spørgsmål, komme med input og sammen med os politikere finde løsninger på de udfordringer og muligheder, vi står over for. Det er kun gennem en åben dialog og et tæt samarbejde med borgerne, at vi for alvor kan skabe den udvikling, Fredericia fortjener,« siger han.
Ved sidste kommunalvalg skilte kun ganske få stemmer de to politiske blokke i Fredericia, og Peder Tind er meget bevidst om, at kampen igen vil blive tæt og intens:
»Man skal altid gå ydmygt til opgaverne, og det gør jeg, uanset om det er i mit daglige arbejde som formand for Kultur- og Idrætsudvalget eller i Venstre-regi. Jeg tror dog, at Venstre står stærkt til dette valg. Vi har samlet et historisk stort og bredt kandidathold med hele 19 dygtige mennesker, som repræsenterer et bredt udsnit af Fredericianerne. De lever alle deres liv i kommunen, kender byen indgående og har fingeren på pulsen i forhold til, hvad borgerne ønsker sig af deres lokalpolitikere,« siger han.
Tind peger også på, at det brede kandidathold afspejler både forskellige generationer, fagligheder og personlige erfaringer, hvilket ifølge ham vil styrke Venstres muligheder ved valget. Samtidig understreger han, at partiet absolut ikke tager noget for givet:
»Vi tror naturligvis på et godt valgresultat, men vi ved også, at det kræver hårdt, vedholdende arbejde hele vejen frem til valgdagen. Derfor går vi ydmygt til opgaven og vil føre en aktiv valgkamp baseret på dialog og konkrete politiske løsninger. I sidste ende er det jo fredericianerne, der skal sætte deres kryds den 18. november, og vi glæder os meget til en spændende og forhåbentlig positiv valgkamp efter sommerferien,« lyder det fra Peder Tind.
