I kølvandet på de udfordringer, Fredericia Kommune har stået overfor i forbindelse med det omfattende gravearbejde, der har præget byen i de senere år, er der opstået en politisk opmærksomhed omkring behovet for bedre trafikplanlægning. Medlem af Teknisk Udvalg, Kenny Bruun Olsen (V), understreger det, at han ser det som en god idé, at der fremover bliver lavet klare trafikplaner for store vejprojekter.
Kenny Bruun Olsen har ikke selv haft tænkt på ideen om trafikplaner, men da han fik det forlagt synes han, at det lyder som en god idé han vil gå videre med.
– Jeg synes, det er et rigtig godt punkt, og det er sådan noget, vi bør have med som et opfølgende punkt i vores udvalgsarbejde. Det er noget, vi kan arbejde videre med. Jeg synes, vi kunne have haft bedre kommunikation om det, især omkring de steder, hvor gravearbejdet har været. Det kunne have været udbredt i byen, så folk vidste, hvad de kunne forvente, siger Kenny Bruun Olsen og tilføjer:
– Det er et punkt, vi kan blive bedre til at håndtere, og det bør vi fokusere på fremadrettet.
Trafikafvikling og hensyn til de bløde trafikanter
I Fredericia har der været kritik af, at trafikafviklingen under gravearbejderne ikke har været tilstrækkeligt planlagt, hvilket har medført både forsinkelser og farlige situationer for især bløde trafikanter som fodgængere og cyklister. Kenny Bruun Olsen påpeger, at det altid er en balancegang, men understreger, at der bør tages mere hensyn til de svageste trafikanter.
– Når der bliver lavet gravarbejde, er det jo klart, at nogle veje bliver spærret, og det kræver, at folk finder alternative ruter. Jeg synes dog, vi skal sikre, at vi kommunikerer dette tydeligt, så borgerne kan planlægge deres ruter på forhånd, siger han.
Han erkender, at det kan være en udfordring, men påpeger, at trafikafviklingen er et ansvar, som bør håndteres grundigt, især når det gælder de bløde trafikanter. Han understreger, at det er vigtigt at skabe en bedre balance i forhold til bilister og de bløde trafikanter for at sikre sikkerheden for alle.
Kenny Bruun Olsen påpeger også, at der bør være en tættere politisk involvering i planlægningen af større vejprojekter, så man undgår situationer, hvor trafikafviklingen ikke er tilstrækkeligt overvejet.
– Det er klart, at vi ikke laver de store linjer alene, men vi bør være med til at sikre, at vi får planlagt tingene ordentligt, før de iværksættes. Det handler om at gøre tingene så smidige som muligt for borgerne, siger han og fortsætter:
– Jeg opfordrer formandskabet til, at vi i fremtiden får styr på den type projekter, så vi undgår de problemer, vi har set i forbindelse med vejarbejderne.
Han nævner et konkret eksempel fra tidligere vejarbejde ved Nørre Port, hvor ændringer blev lavet efter politiske indgriben for at sikre, at arbejdet ikke skulle støde sammen med julehandlen, der kunne blive påvirket. Dette viser ifølge Kenny Bruun Olsen, at politisk indgriben kan være med til at finde løsninger på trafikudfordringer, før de bliver til større problemer.
Reaktion på borgernes utilfredshed
Fredericia AVISEN gennemførte i januar en læserafstemning, der viste, at 80% af svarende var utilfredse med den håndtering, der har været af gravearbejdet i byen. Det resultat gør et tydeligt indtryk på Kenny Bruun Olsen.
– “Ja, det gør da et indtryk. Jeg forstår godt frustrationen, for det er aldrig sjovt at opleve forsinkelser og gener på grund af vejarbejde, men jeg tror det er naturligt at være utilfreds med vejarbejde. Jeg husker selv, da Fynske Motorvej blev renoveret, og det var irriterende, men nu er den jo tresporet, og trafikken glider perfekt. Jeg tror, at det er noget, vi også kan se frem til, når de nuværende projekter er færdige. Det tager tid, men der er en løsning på det, siger han.
Som en del af Teknisk Udvalg har Kenny Bruun Olsen et klart mål om at arbejde på at forbedre kommunikationen og planlægningen af fremtidige vejprojekter i Fredericia. Han mener, at der er et stort potentiale for at gøre vejarbejderne lettere for borgerne, hvis der er en grundigere forberedelse og bedre trafikplanlægning.
– Jeg vil gerne sikre, at vi fremadrettet kan planlægge vejarbejderne bedre og kommunikere dem klart, så borgerne ved, hvad der sker, og kan tage hensyn til det. Jeg tror, at det vil gøre en stor forskel for, hvordan vi håndterer trafikafvikling i fremtiden, afslutter han