Der er noget i luften, der føles tungt. Som en dyne af vante mønstre, der kvæler det, vi engang drømte om. Velfærd. Et ord, der skulle smage af tryghed, men som i dag lyder af krav, af systemer, af skemaer og af folk, der ikke bliver set.
Vi træder ind på et sygehus, hvor urene på væggene tikker hurtigere end nogensinde. Hvor hænderne, der burde holde, er optaget af taster. Hvor den ældre dame, der skal opereres, bliver et CPR-nummer frem for en mor, en ven, en barndomshistorie.
Vi kigger ind i en folkeskole, hvor læreren skal måle og veje frem for at lytte. Hvor børnene stirrer ud af vinduet i stedet for ind i fremtiden. Hvor klasserummet summer af stress frem for nysgerrighed.
Og vi ser på en kommune, hvor borgeren, der er kørt fast i livet, møder et system, der er kørt fast i regler. Hvor hjælp bliver til sætninger som: “Der er lige lidt ventetid,” eller “Kan du prøve igen på mandag?”
Velfærd var aldrig tænkt som en maskine.
Den var ikke bygget til tal, tabeller og Excel-ark. Velfærd er hænder, øjne og hjerter. Det er mødet mellem mennesker. Det er smil, der møder sorg. Det er et nik til genkendelse og et fast greb, når nogen falder.
Vi har glemt, hvorfor vi skabte det hele. Vi har travlt med at optimere, digitalisere og strukturere. Men vi har ikke råd til at glemme, hvad velfærd i sin kerne handler om: At være der. For hinanden.
Lad os gå tilbage.
Ikke til papirjournaler og 60’er-skoler, men tilbage til værdierne.
Mød den ældre, der kommer på plejehjem, som den, hun er. Lad hende fortælle om sine ungdomsdage, hendes tabte kærlighed og hvad hendes yndlingskage er.
Giv læreren tid til at se eleven, ikke bare hans karakterer. Lad skolen være et sted, hvor drømme skabes, ikke drukner.
Og lad de mest sårbare i vores samfund vide, at vi holder hånden under dem – også når det ser sortest ud.
Vi må insistere på menneskelighed.
Vi må turde sige, at velfærd ikke er en udgift, men en investering i hinanden. Vi må turde sætte os ved siden af dem, der har brug for hjælp, og sige: “Vi ser dig.”
Velfærd er ikke en opgave, der skal løses. Det er et løfte, vi har givet hinanden. Og det er på tide, vi husker, hvorfor vi lovede det i første omgang.
Så lad os begynde igen. Ikke fra bunden, men fra hjertet.
For velfærd handler om at være noget for nogen. Ikke om at krydse af i en boks.
Sæt kaffen over. Sæt dig ved bordet. Kig nogen i øjnene. Det er der, det starter.
