KRIMI. Det begyndte måske som en dum drengestreg, men endte med en alvorlig skade for en 16-årig pige torsdag aften på Strandvejen i Fredericia.
Klokken var omkring 22, da fire unge mænd fra Børkop – tre på 17 år og én på 19 år – kom kørende i en bil langs Strandvejen. Ud af bilen blev der kastet en vandballon, som ramte den intetanende 16-årige pige, mens hun kom gående i vejkanten.
Og selvom det måske lyder uskyldigt med en ballon fyldt med vand, så er virkeligheden en anden, når bilen kommer drønende med omkring 70 km/t.
Det forklarer vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen:
»Selvom man tænker, at det er en blød vandballon, så kan det altså godt springe lidt hårdt, når bilen har fart på,« siger Arno Rindal Petersen.
Den unge pige blev ramt direkte i ansigtet, og slaget var så hårdt, at hendes briller gik i stykker, og hun fik en tydelig flænge lige under det højre øje.

Politiet var tilsyneladende allerede tæt på bilen, da episoden skete.
»Betjentene er meget tæt på. Jeg ved ikke, om de måske nærmest kører bag ved den her bil, men de får i hvert fald standset bilen meget kort efter,« siger Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Da politiet fik bilen standset, viste det sig, at de fire unge mænd ikke bare havde kastet vandballonen mod den 16-årige pige. Ifølge Arno Rindal Petersen havde de også tidligere kastet vandballoner og sprøjtet vand på cyklister og andre forbipasserende langs vejen.
Alle fire blev sigtet i forbindelse med episoden, og politiet betragter sagen med alvor.
»Det kan måske lyde harmløst, men der kan altså ske alvorlige skader, når man gør sådan noget med høj fart,« understreger vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen.
Politiet har ikke oplyst nærmere om pigens tilstand fredag morgen. De fire unge mænd kan nu se frem til et retsligt efterspil.