Lørdag er Erritsø GIF Rugby vært for årets DM-stævne for de ældste ungdomsrækker. Her står klubbens Danmarksmestre 2021, 2022 og 2023 foran årets helst store styrkeprøve. For det er nu, de unge 18-løver skal vise, at de stadig kan regnes landets bedste rugbymandskab for herrespillere under 18 år.
Efter DM-guld som U14, og to gange DM-guld som U16, rykkede hele truppen ved sæsonstart op som U18-hold. Da turneringsstrukturen er ændret til U18 Cross Border kampe mellem klubberne vest og øst for Storebælt, har Erritsøs tredobbelte Danmarksmestre hidtil i sæsonen ikke spillet officielle kampe som hold i egen ret.
Det skal de nu, hvor Danmarksmesterskabet 2024 skal afgøres. Disciplinen bliver 7’s, hvilket vil sige, at hvert U18-hold spiller med 7 spillere på banen ad gange, og hvor kampstiden er 2 x 10 minutter.
Stævnet i Erritsø omfatter også kampe for U10, U12 og U14, og U16-hold fra de fleste rugbyklubber i landet. Derved ventes omkring 200 deltagere i stævnet, inkl. trænere, holdledere, forældre og en række frivillige. Den lokale værtsklub stiller også med hold i U10 og U14-rækkerne.
Ungdomsansvarlig og næstformand Jan ’Bubsi’ Nielsen i Erritsø GIF Rugby udtaler:
– Det bliver superfedt at igen spille på hjemmebane. Der er ingen tvivl om, at vi år bliver mere presset af de andre U18-hold og der bliver en indædt kamp om DM-guldet, hvilket er super fint. Så må vi se, hvor det ender. Det vigtigste er, at alle har det sjovt og spillerne hele tiden udvikler sig. Men vi siger da ikke nej til en guldmedalje mere, siger ‘Busbi’.