UDDANNELSE. Fredag eftermiddag blev tømrereleverne på EUC Lillebælt fejret, da de bestod deres svendeprøver og dermed trådte ind i håndværkets stolte rækker som nyudlærte svende. Blandt de unge, der nu kan kalde sig tømrersvende, skilte én sig særligt ud. Jonas Raakilde Christensen fra Brenderup modtog en sølvmedalje som bevis på et helt særligt niveau ved sin svendeprøve.

Fejringen fandt sted i kantinen på Teknikervej i Fredericia, hvor familie, mestre, lærere og klassekammerater var samlet for at hylde eleverne.

John Bruun Lyng, uddannelsesleder for tømreruddannelsen på EUC Lillebælt, indledte fejringen med at fortælle om et fag, der står med både lange traditioner og store forandringer.

»Tømreruddannelsen kendetegner sig ved at være et fag i rivende udvikling. Bæredygtighed, nye materialer og innovation præger uddannelsen. Samtidig bygger den på stærke traditioner. Man skal være i stand til at have mange bolde i luften, for faget udvikler sig hele tiden,« sagde han.

Han fremhævede også, at elevernes motivation er tydelig. »Jeg oplever, at de unge brænder for det. De vil gerne faget, og det er fantastisk at se, hvordan de tager det til sig. Der er et stort behov for dem derude, så de kan se frem til gode muligheder,« fortalte han.

For at nå frem til svendeprøven skal eleverne igennem både teori og praksis. De undervises i kvalitetssikring, tegningslære, byggelovgivning, materialeforståelse og tekniske regler – og ikke mindst i det praktiske håndværk.

»Der er ikke kun én måde at gøre tingene på. Det handler om at bruge de rigtige materialer og at gøre det korrekt. Kreativiteten spiller også en rolle. Derfor kræver det, at eleverne hele tiden lærer at finde løsninger,« forklarede John Bruun Lyng.

Samarbejdet med virksomhederne er samtidig en uundværlig del af uddannelsen. »De bedste tømrere bliver skabt i tæt samspil med virksomhederne. Det er på byggepladsen, de unge lærer faget rigtigt. Vi kan understøtte det på skolen, men arbejdet hos mesteren er afgørende,« sagde uddannelseslederen.

Han understregede også vigtigheden af, at materialeleverandører og brancheaktører er tæt på uddannelsen. »Vi samarbejder med mange leverandører, der kommer ind og viser de nyeste materialer og teknologier. Det holder uddannelsen opdateret,« sagde han.

En sølvmedalje til Jonas

Blandt de nyudlærte svende var det Jonas Raakilde Christensen, der kunne gå hjem med en sølvmedalje.

»Det føles virkelig fedt. Det er jo det, man har håbet på de sidste fire år, at det kunne ende med at blive til sådan en. Det er et kæmpe skulderklap,« sagde Jonas kort efter overrækkelsen.

For ham betyder medaljen mere end blot et stykke metal. »Det viser, at andre kan se, at man faktisk ved noget om sit håndværk. Og det viser også, at det ikke bare er for sjov – det er noget, man brænder for,« forklarede han.

Hans familie og mester var til stede under ceremonien. »Min mor var meget overrasket og var hurtigt oppe for at tage billeder. Selv min mester var oppe at tage billeder. Det betyder meget,« fortalte Jonas.

Jonas’ svendeprøve bestod blandt andet i at opføre et bjælkespær med valm og vindue – et hjørne af et hus.

»Det kan være udfordrende, men hvis man har fulgt godt med i undervisningen, så er det til at gå til. Jeg vil ikke sige, at det er nemt, men det bliver lettere, når man har forstået reglerne og kravene. Det handler om at være koncentreret og gøre sig umage,« sagde han.

Hans uddannelsesforløb har været tæt knyttet til mesteren. »Jeg har været i en lille virksomhed, hvor det kun var mig og mester. Det har givet mig en masse muligheder for at lære direkte af ham. Han har været god til at rette mine fejl uden at skælde ud, så jeg kunne blive ved med at prøve igen,« fortalte Jonas.

Fremtiden venter

Selvom Jonas netop er blevet udlært, har han allerede planer for den nærmeste fremtid. »Jeg bliver hos min mester lidt endnu. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at prøve noget i en større virksomhed og se, hvordan det er. Måske også videreuddanne mig eller en dag blive selvstændig. Det er svært at sige, hvad der sker om ti år, for branchen ændrer sig hele tiden,« sagde han.

Når han ser tilbage på sin tid på EUC Lillebælt, er det svendeprøven, han er mest stolt af. »Det var der, jeg lagde mest energi og koncentration. Det var vigtigt for mig at vise, hvad jeg kunne, og jeg er rigtig stolt af resultatet,« sagde han.

Nye svende i hele området

Ved afslutningen blev flere andre tømrerelever hyldet som nyudlærte svende. Det gælder:

  • Casper Lillelund Roskvist, udlært ved CONRUM, Vejle.
  • Frederik Frifelt Christensen, udlært ved Bruun Byg, Fredericia.
  • Jens Emil Worm Madsen, udlært ved LY-BYG ApS, Børkop.
  • Nikolaj Andersen, udlært ved Lars Jeppesen Tømrer- og Snedkermester A/S, Middelfart.
  • Phillip Noah Lyngbak Leonhard, udlært ved Ove Jensen A/S, Vejle.
  • Mathias Petræus Poulsen, udlært ved Eurodan Huse A/S, Rødekro.
  • Noah Christensen, udlært ved EUC Lillebælt, SKO Hansenberg, Fredericia-Kolding.
  • Jonas Raakilde Christensen, udlært ved Carlshøj Tømrer- og Snedker ApS, Brenderup – og modtager af sølvmedaljen.